Brasilien er den mest vindende VM-nation i verden med hele fem titler til sit navn.
Men torsdag aften var det ikke det mest VM-inspirerede brasser-mandskab, der var på banen til VM i Qatar. I hvert fald ikke i første halvleg.
Kampbilledet var fra start lidt uinspireret, hvor det bedste første halvleg havde at byde på, var et par forsøg af brasilianske Raphinha, som ikke for alvor testede den serbiske keeper.
Men i anden halvleg kom der meget mere gang i sagerne, og Alex Sandro var tæt på at bringe de gulklædte i front efter 60 minutter, da han sendte et hug afsted fra distancen, som tog fra på stolpen.
Kort tid efter kom den forløsende scoring så for brasilianerne. En afslutning af Vinicius Junior blev i første omgang afværget i det serbiske mål, men Richarlison var hurtigt over returen og gjorde det til 1-0 til VM-favoritterne.
Og så var Tottenham-spilleren for alvor varm. For med godt et kvarter igen tæmmede Richarlison bolden inde i feltet og saksesparkede den efterfølgende i netmaskerne. Fremragende mål af brasilianeren, der vel nok må anses som turneringens bedste mål indtil nu.
Det lykkedes altså brasilianerne trods en sløv start at komme op i gear med en 2-0-sejr over Serbien, som giver dem en god start på VM.