De kroatiske og udenlandske medier flyder over med positive gloser efter slutfløjtet på Khalifa International Stadium, hvor Kroatien med en 2-1-sejr over Marokko har sikret sig VM-bronzen.
Ja, faktisk bliver bronzemedaljen kaldt "en historisk succes".
Du kan læse, hvad en række kroatiske og internationale medier skriver om kroaternes bronzemedaljer herunder:
'Hop, græd, glæd jer!'
24 Sata (24 timer) konstaterer helt simpelt under rubrikken "Skačite, plačite, veselite se", at Kroatien vandt bronze.
"Skačite, plačite, veselite se" betyder direkte oversat "hop, græd, glæd jer". Altså, en opfordring til at fejre bronzen og holde en fest sådan en lørdag aften.
Mediet kalder desuden spillerne for nationens stolthed, og så er der gang i gaderne med fyrværkeri og fællessang. Det kan man se videoer af her.
'En historisk succes'
Vecernji kalder bronzemedaljerne for en historisk succes, og så hæfter de sig ved, at alverdens medier beundrer det lille lands succes.
I morgen er der arrangeret velkomstfest i Zagreb efter landingen i Franjo Tuđman-lufthavnen klokken 17.10.
Herfra går turen videre til Ban Josip Jelačić-pladsen ad samme rute, som spillerne kørte efter at have vundet sølvmedaljer ved VM i 2018.
'Gvardiol og Oršić skrev historie'
JutarnjiList kalder scoringerne fra Joško Gvardiol og Mislav Oršić for mirakuløse.
Mediet mener desuden, at det var synligt fra allerførste minut af kampen, at kroaterne ville trække sig sejrrigt ud af opgøret, og så glæder de sig over at se Luka Modrić med endnu en VM-medalje om halsen.
'El diamante Gvardiol'
Det spanske fodboldsite Marca fremhæver den unge Joško Gvardiol som én af fremtidens store stjerner hos kroaterne, og de går endda så langt som til at kalde ham for en "diamant" og én af VM's store sensationer: "Gvardiol, una de las sensaciones del Mundial", står der blandt andet.
Marca gætter på, at Leipzig-spillerens markedsværdi er steget betragteligt efter hans præstationer på grønsværen i ørkenen den seneste måneds tid.
Marokkanske hjerter
Amerikanske CNN vinder ingen priser for kreativiteten med rubrikken på deres nyhed om kampen, hvor de blot konstaterer, at Luka Modrić og hans holdkammerater modtager bronzemedaljerne.
"For Marokkos vedkommende slutter de magiske uger i Qatar efter at have erobret hjerter og sind på et helt kontinent", skriver CNN om det tabende hold.