Inden finalen handlede alt om Messi og Mbappé.
I finalen viste de hvorfor.
Nu er det blevet mandag, og det er Messis dag. Han har vundet VM, og Argentina er på den anden ende.
Men der skal to til tango, og selvom franske Kylian Mbappé måtte nøjes med en tur på podiet som topscorer og ikke verdensmester, fik han sat sit aftryk på finalen, VM og alle fodboldfans verden over.
Otte mål var nok til at blive topscorer ved slutrunden. Tre af dem blev hamret ind mod Argentina søndag, og Mbappé er den første i mere end 50 år til at score et finalehattrick – den yngste nogensinde.
- Han skulle kun bruge to minutter for at udviske de første 80, nærmest råbte de franske kommentatorer ved udligningen:
Det franske fænomen scorede også i straffesparkskonkurrencen. Det gjorde to franske holdkammerater ikke, men at Mbappé må nøjes med sølv, tager ikke noget af oplevelsen fra den tidligere engelske landsholdsprofil Rio Ferdinand.
- Bror, du fik mig til at skrige som et lille barn under VM. Det er det, dit spil kan gøre ved både børn og voksne. Selvom det ikke føles sådan for dig nu, viser det, du lige har gjort, at du er fra en anden planet end jorden. Du kommer igen, skriver Ferdinand på Twitter.
Rekord på rekord og flere i sigte
Mbappé har i en alder af 23 år to VM-medaljer. Efter to slutrunder og lige så mange finalepladser har Kylian Mbappé scoret 12 gange ved VM. Man skal ikke altid sammenligne, men med den seneste uge i bakspejlet er det alligevel bemærkelsesværdigt, at Lionel Messi blot havde scoret én gang, da hans karriere talte to VM-slutrunder.
Mbappé er allerede blot fire mål bag tyske Miroslav Klose, der er alletiders VM-topscorer med 16 kasser, og som Süddeutsche Zeitung fra Tyskland skrev efter finalen, er der meget mere at komme efter for franskmanden.
- Kylian Mbappés enestående præstation i VM-finalen ryger direkte i fodboldens historiebøger. Og selvom Lionel Messi fejrer til sidst, beviser franskmanden, at fremtiden tilhører ham, skriver den tyske avis.
Den nærmeste fremtid melder om fejring i den franske hovedstad på Champs-Élysées, hvor Mbappé og de andre musketerer senere mandag bliver hyldet af det franske folk. Det blev Mbappé også af den store franske avis L’Equipe efter finalen, men han er formentlig ligeglad med både busturen og artiklen.
L’Equipe er berømt og berygtet for sin karakterbog efter store fodboldkampe, og at score 10 ud af 10 er nærmest en umulighed.
Søndag aften fik Mbappé karakteren 9, da han scorede tre gange plus en træffer i straffesparkskonkurrencen. Messi fik 8. Olivier Grioud og Osmane Dembelé fik ikke engang en karakter, selvom de var på banen i 41 minutter.
- Mbappé var i sin egen galakse, og her var det umuligt at trøste ham ved slutfløjt, skriver L’Equipe.
’En ekstraordinær spiller’
Mange gjorde ellers et forsøg på at trøste den utrøstelige superstjerne fra sin egen galakse.
- Min kære ven, Mbappé. At score fire mål i en finale. Hvilken gave det var at se den præstation, som er fremtiden for vores sport, skrev den levende fodboldlegende Pelé.
De argentinske verdensmestre sendte en hilsen til Mbappé på deres helt egen og marginalt mindre imponeret facon.
Efter pokalløftet var der vild fejring i omklædningsrummet, og i en video kunne keeper Emiliano Martinez ikke holde sig fra at bede om ’et minuts stilhed for Mbappé’.
I det franske omklædningsrum var præsident Emmanuel Macron, der efter kampen både var stolt og skuffet, på besøg.
Han forsøgte først at trøste Mbappé på banen, siden på podiet og så i omklædningsrummet.
- Hvad vil du have, at jeg skal sige? spurgte den franske præsident, da han blev spurgt ind til tremålsskytten Mbappé.
- Han er VM-topscorer. Han er en ekstraordinær spiller. Han har allerede vundet VM, nu har han spillet endnu en finale. Han er en fantastisk spiller, men som jeg fortalte ham, er han ung.
23 år er ingen alder. Det er 35 heller ikke, beviste Lionel Messi søndag aften. Kylian Mbappé har allerede spillet to VM-finaler, vundet den ene og har titlen som alletiders topscorer indenfor rækkevidde.
Måske allerede om fire år.
Hvis du lige skal have genopfrisket, hvor vild VM-finalen var, så se vores sammendrag på ti minutter her: