Gianni Infantino er en utrolig populær præsident. Måske endda én af verdens mest populære.
Manden i spidsen for fodboldens internationale forbund, Fifa, er støttet af 207 af Fifas 211-medlemslande. Danmark er et af de få lande, der officielt har erklæret sig som modstander af Gianni Infantinos præsidentskab.
Den 52-årige præsident indledte VM med en enetale om, at Qatars europæiske kritikere er dobbeltmoralske, hykleriske og racistiske, og siden har Fifa forbudt Danmark og seks andre lande at bære regnbuefarvede anførerbind med teksten "One Love" under slutrunden.
Det fik onsdag cheferne i Dansk Boldspil-Union til at indkalde til ekstraordinært pressemøde i Qatar, hvor de kritiserede Fifas "bøllemetoder" og undsagde Infantino som præsident.
Men hvem er han egentlig, Gianni Infantino? Og hvordan er han endt på toppen af fodboldverdenen?
Gianni Infantino er at finde på Forbes liste over verdens mest magtfulde mennesker og har en årsløn på knap 22 millioner kroner. Til sammenligning tjener den amerikanske præsident Joe Biden "kun" tre millioner kroner om året.
Det står klart, når man researcher på Infantino, at det aldrig lå i kortene, at han selv skulle gøre fodbolden til sin levevej. Talentet var ikke stort nok til at tjene penge på grønsværen, og efter sigende skulle han ved flere lejligheder have udtalt, at han er "en højrebenet født med to venstrefødder".
I stedet brugte han sin energi på jurastudier på universitetet i Fribourg, som førte til, at han alligevel lige så stille bevægede sig ind i sportens verden.
Blandt andet med ansættelser som juridisk rådgiver i de spanske, italienske og schweiziske fodboldligaer og som generalsekretær for International Center for Sports Studies ved universitetet i Neuchâtel i Schweiz.
I år 2000 tog han skridtet opad, da han stemplede ind hos det europæiske fodboldforbund, Uefa, hvor han via forskellige lederjob endte allerøverst som generalsekretær i oktober 2009.
I februar 2016 blev han så præsident for det verdensomspændende Fifa, da han overtog posten fra Sepp Blatter, som året forinden var blevet suspenderet og tvunget ud på grund af bestikkelse. Den sag kan du læse mere om her.
DBU bakker ikke op om Infantino
I juni 2019 blev Infantino genvalgt til fire år mere, og når der igen er præsidentvalg til Fifa-topposten i marts næste år, tyder alt på, at han atter får forlænget sin ansættelse.
Det sker, fordi der ifølge Fifa ikke er én eneste, der har meldt sig som modkandidat. Det bliver imidlertid ikke med opbakning fra dansk side.
Onsdag meldte Dansk Boldspil-Union klart ud under et ekstraordinært pressemøde, at man ikke bakker op om Gianni Infantino som præsident for Fifa.
På mødet deltog formand Jesper Møller, administrerende direktør Jakob Jensen og fodbolddirektør Peter Møller.
Jesper Møller rettede en skarp kritik af Fifas ageren under VM blandt andet i forhold til brugen af det meget omtalte anførerbind med ordene "One Love", ligesom han altså gjorde det klart, at Danmark ikke kommer til at skrive under på en støtteerklæring til genvalg af Infantino.
DR Sportens kommentator Henrik Liniger har fulgt præsidentens karriere i en årrække, og han har ved flere lejligheder deltaget i pressemøder ledet af Gianni Infantino.
Liniger har aldrig talt med Infantino på tomandshånd, for det er meget få medier forundt at få lov til det.
- Han giver ganske få interviews, så de muligheder, vi som presse har for at stille ham spørgsmål, er begrænset af den tid, der er til rådighed på pressemøder eksempelvis under slutrunder, hvor han selv kan styre hele showet, siger Henrik Liniger.
- Han har for vane at snakke i meget lang tid og komme med svar, der stikker lidt i flere retninger. Når journalister så endelig får et ord indført og stillet et spørgsmål, er han god til at dreje det over i noget, hvor han igen selv totalt sætter dagsordenen. Det er jo sådan set meget professionelt, men i lørdags endte det efter min mening med at blive alt for personligt. Retorikken blev meget hård og direkte konfrontatorisk, siger Henrik Liniger.
- Uanset hvad er han en mand, der har ordet i sin magt, og så ynder han gerne at skifte mellem de mange sprog, han behersker. Simpelthen for at vise sig frem som en verdensmand.
- Hvordan er han blevet så magtfuld?
- Jamen, det er han, fordi han er vanvittigt dygtig til at netværke. Han rejser hele tiden verden rundt og mødes med folk fra forskellige fodboldforbund. Han er på fornavn med stort set samtlige 211 formænd og præsidenter under Fifa. På den måde har han skabt sig en sikker base af medlemmer, der bakker op om ham som præsident.
Den sjove, skaldede mand med kuglerne
Gianni Infantino har ifølge Henrik Liniger foretaget en utrolig transformation, når man ser på, hvor han kom fra, og hvad han er blevet til.
- De fleste lærte ham nok at kende som den der lidt sjove, skaldede mand, der stod med kuglerne og trak lod til de europæiske turneringer, fordi han var generalsekretær i Uefa og daværende præsident Michel Platinis nærmeste medarbejder. Det var meget tydeligt, at han nød at være i rampelyset allerede dengang. Han er på mange måder ikke nogen typisk embedsmand eller kedelig juristtype, der har forsøgt at gemme sig, siger Henrik Liniger.
- Alligevel, tror jeg, det kom bag på mange, da han meldte sig på banen som kandidat til Fifas ledige præsidentpost efter Sepp Blatters fald fra tinderne. Han viste allerede her, hvor dygtig han er til at netværke som en anden snu politiker, da han endte med at vinde et sandt kampvalg foran flere andre kandidater. Han var slet ikke favorit.
Nærmest fra det sekund, han indtog præsidentposten, har han brugt al sin energi på at pleje kontakter uden for Europa.
- Det er meget tydeligt, at han prioriterer asiatiske og afrikanske lande. Det er her, hans magtbase ligger, og det er blandt andet noget, han har sikret sig ved at arbejde for bedre forhold for mindre klubber i de lande. Han har i det hele taget på alle måder fjernet sig fra sine tidligere venner i Europa og Uefa og på den måde endt i opposition til de mennesker, der var med til at vælge ham som præsident i 2016.
- Har han skuffet dem?
- Det er svært at sige. Han blev valgt på, at han skulle rydde op efter Sepp Blatter og trække Fifa i en ny retning. Det har han til dels gjort, men reelt er det ikke sket ret meget. Det største, han har opnået, er vel at få vedtaget udvidelsen af deltagertallet til det næste VM til 48 lande mod de nuværende 32. Ellers har han været mest aktiv omkring Qatars værtskab ved det VM, vi er vidner til lige nu.
- Tror du, han fortsætter efter 2027?
- Det gør han, hvis tingene til den tid ser ud som nu, hvor han virker urørlig. Med mindre der kommer nogle personlige skandaler, som vælter ham, har jeg meget svært ved at se ham blive skubbet af pinden. Hvis man finder en realistisk modkandidat, kræver det i hvert fald et enormt stort arbejde, siger Henrik Liniger.
- Det godt kan være, vi er nogle, der synes, at han omgås personer og ledere af lande, der i vores øjne ikke er fantastiske - herunder Qatar og Rusland - og kritikerne bliver da også flere med årene, men faktum er bare, at en Fifa-stemme fra en lille, caribisk østat tæller lige så meget som en stemme fra Danmark, England eller Tyskland, siger Henrik Liniger.
- Gianni Infantino er meget opmærksom på, at Fifa dækker hele verden, så han knokler for at pleje de for ham helt rigtige interesser. Det er derfor, der reelt ikke er nogen opposition til ham i det kommende præsidentvalg, siger Henrik Liniger.
Præsidentvalget i Fifa finder sted i Kigala i Rwanda den 15. marts 2023.