Bare 48 timer før Kroatiens VM-kvartfinale mod Brasilien langede Fifa en bøde på godt 375.000 kroner ud til det kroatiske fodboldforbund. Det var dog hverken træneren eller spillerne, der havde forbrudt sig mod verdensforbundets regler. Det var fansene.

Da Kroatien mødte Canada i gruppespillet, havde nogle kroatiske tilhængere medbragt et banner, der var rettet mod den canadiske målmand, Milan Borjan. Han blev født i Kroatien af etnisk serbiske forældre, og under krigen i 1990’erne flygtede han fra sin hjemstavn. Det var den flugt, som banneret refererede til.

Eksemplet viser meget godt, at fodboldlandsholdet stadig danner rammen for definitioner af og diskussioner om, hvad det vil sige at være kroatisk – og hvad det vil sige ikke at være det.

Sport, fodbold og særligt landsholdet har altid spillet en vigtig rolle i at definere en kroatisk nationalidentitet, lige siden uafhængigheden fra Jugoslavien i 1990’erne. Både indadtil og udadtil, fortæller Dario Brentin.

Han har i årevis forsket i samspillet mellem politik, sport og identitet på Balkan, og han skrev ph.d.-afhandling om sport og national identitet i Kroatien efter 1991.

- Fodboldens rolle i 1990’erne var tofoldig: På den ene side at fungere som en ensartende faktor og en identitetsaktør i Kroatien. På den anden side at være en ambassadør for Kroatien internationalt i kampen for uafhængighed, siger Dario Brentin.

Fodbold sidestillet med krig

Kroatien havde siden afslutningen af 1. verdenskrig været en del af Jugoslavien sammen med Slovenien, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Makedonien.

I årene under det socialistiske styre var det ulovligt for borgerne at udtrykke deres nationale identiteter, så efterhånden som landene blev selvstændige i 90’erne, var der plads til og måske behov for at definere den kollektive fortælling om, hvem man var.

I Kroatien var den første demokratisk valgte præsident, Franjo Tuđman, hurtig til at indse sportens potentiale til at være en samlende kraft i Kroatien og en effektiv repræsentant udadtil. Han er blandt andet berømt for at sige, at “efter krig er sport den første ting, man kan skelne mellem lande med”, og “fodboldsejre former en nations identitet lige så meget, som krige gør.”

Kroatien var et lille land, der netop var kommet ud af en væbnet konflikt, og samfundet var midt i en grundlæggende forandring fra den jugoslaviske socialisme til en mere vestlig markedsøkonomi. Så fodboldlandsholdets succes ved EM 1996 og VM to år senere var en kærkommen mulighed for at have noget at samle sig om derhjemme og vise sig frem i udlandet.

- Det handler om at sætte et lille land, hvor dets identitet og dets grænser er i forandring, på verdenskortet. Og at sætte det på verdenskortet betyder også, at man søger politisk legitimitet, søger accept og i sidste ende søger støtte, siger Dario Brentin.

- Det var her, at fodbold på et meget kritisk tidspunkt i identitetsdannelsesprocessen blev en integreret del af, hvad det vil sige at være kroatisk.

Se Davor Šuker afgøre VM-bronzekampen mod Holland i 1998 her.

Der var ikke mange populærkulturelle begivenheder, der oversteg både sociale skel i Kroatien og internationale grænser, som fodboldlandsholdet gjorde. Det nåede kvartfinalen i ‘96, blandt andet på Danmarks bekostning i gruppespillet, og vandt VM-bronze i ‘98. Det, mener Dario Brentin, var en afgørende faktor.

- Det handlede om at skildre et billede af Kroatien på den internationale scene. Spillerne var identitetsbyggere, og jeg tror, de var helt klar over, hvor meget det betød for et land, der havde det svært, at have det her afløb, siger Brentin.

“Vi spiller for en hel bevægelse”

Kroatien var selvfølgelig ikke det eneste land i verden, hvor fodboldlandsholdet var et nationalt samlingspunkt. Forskellen var bare, at de fleste lande havde været selvstændige i lang tid og haft masser af tid til at forme deres nationale identitet. Det havde Kroatien ikke.

Få fænomener i verden har lige så stor global gennemslagskraft som sport. Det er populært på tværs af sociale, geografiske, økonomiske og kulturelle skel. Det er en måde at nå andre mennesker og normalisere det at være et rigtigt land. Et, der bliver forbundet med et godt fodboldhold i stedet for krig.

Netop det er essensen af det, man kalder sportsdiplomati.

- Det er simpelthen et begreb, og fodbold er en af de stærkeste former for sportsdiplomati. Hvis man forestiller sig et globalt hierarki af populærkultur, er fodbold helt klart en af de ting, der overskrider enhver grænse og ethvert kontinent. Det er en global scene, hvor man kan give udtryk for sine idéer, sin politik, sin identitet, siger Dario Brentin.

Selvom Kroatien er et lille land med kun lidt over fire millioner indbyggere, har fodboldlandsholdet gennem årene leveret flotte resultater. Foruden de nævnte i 1996 og 1998 var holdet i VM-finalen for fire år siden. Fortællingen om et lille land, hvor spillerne kæmper hårdt, er stolte over at bære trøjen, og som kan byde de store lande trods, går rent ind derhjemme.

Især i 90’erne spillede kroaterne også for en større sag, sagde den daværende spiller og senere både Premier League- og landstræner Slaven Bilić i dokumentaren 'Croatia: Defining a Nation':

- Vi spiller ikke for os selv. Vi spiller ikke for et land. Vi spiller for de mennesker, der døde (i krigen, red.). Vi spiller for en hel bevægelse.

Humlebien

Derudover er det at være et succesfuldt fodboldland også blevet en del af den kroatiske selvfortælling, mener Brentin.

- Det er meget svært at tale om kroatisk identitet og national identitet uden at referere til sport eller fodbold, siger han.

- VM 2018 og det, der foregår nu, cementerer den her nationale myte om, hvad det vil sige at være kroatisk.

Kroatien er ikke længere lige kommet ud af en krig, landet jagter ikke international anerkendelse som selvstændig nation, og det har haft 30 år til at definere sig selv. Så fodboldlandsholdets rolle har forandret sig siden 90’erne, men det er stadig en arena, hvor spørgsmålet om identitet fylder. På godt og ondt.

Eksemplet med Canadas Milan Borjan viser, at landsholdet kan være en scene for nationalisme og en national stolthed, der kammer over i had til andre. Typisk serbere.

Når holdet har succes som nu, forstærker det kroaternes selvbillede som fodboldens humlebi: Så lille et land burde ikke kunne klare sig mod så meget større lande. Men det kan det.

Som en anden af 90’ernes storspillere Zvonimir Boban sagde i førnævnte dokumentar:

- Hvis vi taler om at skabe en national identitet gennem sport, ville Kroatien være nummer ét i verden.

Kroatien møder Brasilien i VM-kvartfinalen fredag klokken 16. Følg kampen på DR TV, DR1, i app'en DR Lyd og på P4.