Straffe-heltens psykologiske krigsførelse sikrede guld: 'Jeg kan slet ikke holde det ud'

Den argentinske målmand Emiliano Martinez spillede en hovedrolle i VM-finalen mod Frankrig.

Kun en hårfin grænse skiller gal og genial.

Den argentinske målmand Emiliano Martinez var ifølge både kritikere og beundrere langt ude på begge sider af aksen i søndagens VM-finale, hvor han med en mirakelredning sørgede for, at kampen endte i straffesparkskonkurrence.

Her gjorde han alt, hvad han kunne få at få nul sympati fra alle andre end argentinere, da han med fuldt overlæg kastede bolden langt væk inden Frankrigs tredje spark.

Martinez blev kåret til slutrundens bedste målmand og jublede på sin helt egen måde med trofæet som et gulbelagt kønsorgan.

En bølle i skolegården, et taktisk geni med det psykoligiske overtag. Den tidligere Superliga-målmand Karim Zaza vil hverken kalde ham det ene eller det andet, blot konstatere, at alt virkede for Martinez i søndagens VM-finale.

- I fodbold er der så meget på spil, og det er meget få spillere, der kommer rigtig langt ved at være den søde, rare og pæne fyr, siger Karim Zaza.

Det var Emiliano Martinez heller ikke, da Auriel Tchouameni skulle sparke straffe. Keeperen forlod sin streg og samlede bolden op i hænderne, kiggede på den franske skytte og kastede så bolden langt væk.

- Jeg kan slet ikke holde det ud, lød det fra Viaplays Per Frimann i kommentatorboksen:

- Det så ikke godt ud, men jeg er sikker på, at han selv og alle argentinere er rimelig ligeglade med, hvad han gjorde, siger Karim Zaza.

Hverken de eller Martinez selv er dog ligeglade med, hvad han gjorde, da franske Kolo Muani på noget nær sidste spark i den forlængede spilletid kunne have sendt VM-trofæet tilbage til Frankrig.

Martinez kastede sig frygtløst frem og reddede argentinernes chance for at blive verdensmestre.

Du kan se redningen øverst i artiklen.

- Det er så vanvittig en redning, og han har en kæmpe andel i trofæet. Alle snakker om Messi, og det skal vi selvfølgelig gøre, men uden Martinez’ redninger og specielt den i overtiden, havde Argentina tabt kampen, siger Karim Zaza.

Martinez fejrer sin strafferedning i VM-finalen. (Foto: © Franck FIfe, Ritzau Scanpix)

De beskidte tricks

Argentineren, der til dagligt spiller i Premier League-klubben Aston Villa, havde masser af selvtillid, da det ultimative drama udspillede sig. Dels fra sin vilde redning få minutter forinden, og dels fra en vanvittig rekord i straffesparkskonkurrencer for Argentina.

I VM-kvartfinalen snuppede han to ud af fire mod Holland. Sidste år sørgede han for, at Colombia kun scorede på to ud af fem i Copa America-semifinalen.

- Han sprudlede af selvtillid, og franskmændene vidste, at han er hamrende dygtig til at tage straffespark, siger Karim Zaza.

- Han er ekstremt dygtig og går nærmest til den rigtige side hver eneste gang.

Det tvinger skytterne til at sparke helt yderligt og lige så hårdt, for der er altid en stor sandsynlighed for, at Martinez springer til netop den side. 70 eller 75 procent af gangene, vurderer Karim Zaza.

Den tidligere Superliga-profil var også selv svært glad for disciplinen fra 11 meter. I OB lærte han det, han kalder for Lars Høghs teknik, som han lovede målmandslegenden at holde for sig selv.

Zaza reddede over halvdelen af de Superliga-straffespark, der blev sendt mod hans mål, i sine tre sæsoner i OB.

- For mig var der ikke noget med at udføre nogle beskidte tricks. Jeg havde fokus på mit eget, og så måtte den bedste mand vinde, siger Karim Zaza.

I 2002 vandt Brøndby med 5-3 over OB. Her redder Karim Zaza Peter Madsens straffespark. (Foto: © Lars Møller)

Alligevel forstår den tidligere topmålmand, der spillede 322 Superliga-kampe og fem for det marokkanske landshold, typer som Martinez, der har det lidt anderledes med beskidte tricks.

- Man kan slet, slet ikke forestille sig det pres, de er under. Det er ved skytterne, det ved målmændene, og derfor gør de alt, hvad de kan, for at psyke hinanden, siger Karim Zaza.

- Sådan er det i gamet. Det ser ikke så pænt ud, men de er så meget lukket inde i deres egen boble, at de over hovedet ikke spekulerer på, hvad alle andre synes om dem.

VM-slutrundens bedste målmand

Martinez har kastet kulør over VM-slutrunden. Ikke bare hans frisure, der rundt om det ene øre er farvet som det argentinske flag, men med pragtredninger, overlegen jubeldans og glimt af alt andet end sportsmanship.

På podiet for øjnene af hele verden blev Emiliano Martinez kåret til VM-slutrundens bedste målmand. (Foto: © Friedemann Vogel, Ritzau Scanpix)

Efter finalen blev han overrakt en gylden handske som evigt bevis på, at han har været den bedste målmand ved VM.

Et smukt øjeblik, som Emiliano Martinez fejrede med handsken mellem benene.

- Jeg gjorde det, fordi de franske fans buhede af mig. Jeg kan ikke håndtere arrogance, siger Martinez ifølge AS.

Man kan hade, og man kan elske en type som Emiliano Martinez, mener Karim Zaza. Men måske er det slet ikke så vigtigt, hvilket af de to hold man er på.

- Der er mange, der ikke rigtigt synes om det, men i den sidste ende leverer han nogle ekstraordinære præstationer, og det må vi bare forholde os til, siger Karim Zaza.