Marokko rejser tomhændet fra VM, men hjemlandet vil modtage dem som helte

Trods nederlag i bronzekampen vil Marokkos VM-slutrunde skrive sig ind blandt nationens største sportspræstationer.

For fodboldfans over hele verden blev det marokkanske landshold en åbenbaring under VM, og i hjemlandet vil spillerne også blive modtaget som helte, tror dansk ambassadør. (Foto: © Peter Cziborra, Ritzau Scanpix)

Marokkos landsholdsspillere skal holde hovedet højt.

Det kan de gøre med rette, for selvom marokkanerne ikke vandt bronze, har de spillet en flot, flot VMslutrunde.

Sådan lyder budskabet fra landstræner Walid Regragui efter 2-1-nederlaget mod Kroatien i bronzekampen.

Selvfølgelig er han og resten af landsholdet en smule skuffede - alt andet ville næsten også være mærkeligt, kampens størrelse taget i betragtning.

Men de gjorde alt, hvad de kunne for at skrive historie for Marokko, fortæller han.

- Vi gav alle et godt show og gav aldrig op. Tillykke til Kroatien, som fortjener tredjepladsen.

- Jeg mener, at vi har vist vores styrke. Vi har vist, at afrikansk fodbold er klar til at spille mod de bedste hold i verden, siger Wahid Regragui ifølge Ritzau.

Efter nederlaget i bronzekampen takkede det marokkanske landshold deres mange medrejsende tilskuere for støtten. (Foto: © Sebastian EL-SAQQA, Sebastian EL-SAQQA/picture-alliance/dpa/AP Images)

Flere af de bedste hold i verden har de heller ikke blot spillet lige op med, men også slået under slutrunden.

Først fik Belgien sig en forskrækkelse mod den marokkanske fodboldmaskine, og siden måtte spanierne sige adios til VM-turneringen efter at have tabt i en hæsblæsende straffesparkskonkurrence mod Marokko.

Og i kvartfinalen overraskede 'Løverne fra Atlas', som de også kaldes, så igen alt og alle, da de besejrede Portugal.

Et par imponerende præstationer, og dem vil de forsøge at gentage ved de kommende slutrunder, fortæller landstræneren.

- Måske – og forhåbentlig - kan vi komme stærkere igen i fremtiden, for man lærer en masse af de her turneringer. Hvis vi skal nå helt til finalen og slutte som etter, skal vi have mere erfaring med den slags kampe her, siger Walid Regragui.

'Spillerne vil blive fejret, som har de vundet VM'

Når marokkanerne vender snuden hjemad efter en måneds tid i Qatar, vil de da også blive modtaget som helte.

Det tror Jesper Kammersgaard, der er Danmarks ambassadør i Marokko, i hvert fald.

For selvom folket er skuffede over den tabte semifinale og bronzekamp, er de stadig enorm stolte over, hvad landsholdet har præsteret ved VM.

- Jeg er sikker på, at spillerne vil blive fejret, som om de har vundet verdensmesterskabet, når de vender retur til Marokko, siger Jesper Kammersgaard.

Der var masser af opbakning til det marokkanske landshold under slutrunden. (Foto: © HAMAD I MOHAMMED, Ritzau Scanpix)

Det marokkanske landshold, kæmpede, sloges og gav den alt i jagten for VM-succes.

Og det vandt de ikke kun deres eget folks hjerter ved, men også folk fra Mellemøsten og Afrika begyndte at holde med marokkanerne, fortæller ambassadøren.

Ja, faktisk valfartede fans nærmest til tilskuerpladserne for at opleve det marokkanske landshold, og selv hen mod slutrundens afslutning bookede marokkanerne flybilletter for at komme til Qatar og se deres helte.

Den danske ambassadør tror derfor også, at marokkanerne i fremtiden vil huske verdensmesterskabet i 2022 som noget af det største.

- De er jo enorm stolte.

- Det vil være en historisk begivenhed for marokkansk fodbold, som er svær at overgå, siger Jesper Kammersgaard.