18-årig skriver Formel 1-historie - Magnussen 14'er

Max Verstappen vinder i Barcelona og kan nu kalde sig den yngste Grandprix-vinder i historien. Kevin Magnussen slutter som nummer 14.

Max Verstappen er den yngste vinder af et Formel 1 Grandprix i historien. (Foto: © Tom Gandolfini, Scanpix)

Der var dramatik fra start til slut i søndagens Formel 1-grandprix i Spanien.

Som den yngste nogensinde vandt 18-årige Max Verstappen (Red Bull) løbet. Det var hollænderens debut hos Red Bull efter skiftet fra Toro Rosso.

Kevin Magnussen (Renault) endte med at blive nummer 14, efter at danskeren startede som nummer 15.

Jolyon Palmer, som er Magnussens holdkammerat, endte en enkelt placering bedre, og det var skidt set med danske briller. Palmer begyndte løbet som nummer 17.

Søndagens helt store historie skete dog allerede i de første sving.

Holdkammerater i kollision

Mercedes-holdkammeraterne Lewis Hamilton og Nico Rosberg stødte sammen og kørte hinanden af banen på første omgang. Både Hamilton og Rosberg udgik og røg dermed lynhurtigt ud i søndagens grandprix.

Hamilton indledte i pole position, men blev overhalet af Rosberg, som begyndte lige bagved briten, og tyskeren virkede skarp og lynhurtig.

Rosberg lukkede efter overhalingen helt af for Hamilton, som forsøgte at overhale indenom. Det lykkedes ikke, og Hamilton blev nødt til at køre ud i græsset.

Det fik Hamiltons bil til at skride og snurre rundt og op i bagenden på Rosberg, der samtidig skulle sænke hastigheden i et sving.

Hamilton virkede til at sænke farten for sent, men det vil formentlig blive diskuteret heftigt, hvem der havde skylden for sammenstødet.

Magnussen ikke tæt på point

Kevin Magnussen rykkede straks to placeringer op, og Renault-køreren kunne på grund af uheldet dufte point ved at køre i top-ti. Men han udnyttede ikke situationen for alvor. Bedste placering undervejs til danskeren var en 12.-plads.

Ferrari og Red Bull formåede til gengæld at udnytte situationen efter Mercedes-kørernes kollision, og purunge Verstappen tog teten i fraværet af det normalt så suveræne mandskab.

/ritzau/