Alonso om voldsomt uheld: Man ser himlen, jorden, himlen

Spanieren rullede rundt i sin Formel 1-racer og hamrede ind i barrieren under Australiens grandprix.

  • Fernando Alonsos bil bæres væk fra banen. (Foto: © handout, Scanpix)
  • Resterne. (Foto: © handout, Scanpix)
  • (Foto: © handout, Scanpix)
  • Fernando Alonso kunne selv gå fra uheldsstedet. (Foto: © Srdjan SUKI, Scanpix)
  • Esteban Gutierrez og Fernando Alonso hilser på hinanden umiddelbart efter uheldet. (Foto: © PAUL CROCK, Scanpix)
1 / 5

Da Fernando Alonso kørte op bag Esteban Gutierrez med 300 kilometer i timen, blev den spanske Formel 1-stjerne sendt ud på en voldsom flyvetur, der først stoppede, da hans McLaren-racer ramte barrieren.

Spanieren var selv i stand til at kravle ud af det sammenkrøllede køretøj, og lægerne kunne efterfølgende konstatere, at han slap uden fysiske men.

- Jeg så, at der var lidt plads, og så skyndte jeg mig at kravle ud – min mor kigger med på tv, så jeg ville hurtigt ud og sige, at jeg var ok.

Efterfølgende slog han da også fast, at han følte sig heldig at være sluppet uden alvorlige skader og sendte en tanke til de strikse sikkerhedsforanstaltninger, alle Formel 1-løb er underlagt.

- Det var et uhyggeligt øjeblik, et uhyggeligt uheld. Man ser himlen, jorden, himlen, man vil have det til at stoppe, sagde Alonso efterfølgende om de mange kolbøtter, som hans bil nåede at slå, før den blev bremset.

Taknemmelig Alonso

- Jeg er taknemmelig for at være her, og jeg er taknemmelig overfor FIA (Det internationale motorsportsforbund, red.) og den fortsatte sikkerhed. Jeg er formentlig i live på grund af dem, siger han til formula1.com.

Fernando Alonso påtog sig efterfølgende en del af ansvaret for, at det gik galt, men mener også, at det er en form for ulykke, der er svær at undgå i et racerløb.

- Vi kæmpede begge to for de, og nogle gange glemmer man, at man kører med 300 kilometer i timen, og det forstørrer selv et lille uheld, siger han.

Fernando Alonso var sidste år også indblandet i et alvorligt uheld under en træning i Barcelona, hvor han efterfølgende var indlagt på hospitalet i tre dage.