Selvom Kevin Magnussen stadig har den første sejr til gode i et Formel 1-løb, har den danske racerkører ikke opgivet håbet om, at han en dag vil stå øverst på skamlen, når der skal kåres en verdensmester.
- Jeg tror rigtig meget på mig selv, og jeg tror, at jeg har dét, der skal til, for at kunne opnå mit mål om at blive verdensmester i Formel 1. Men der er mange omstændigheder, der skal være rigtige, før det sker, siger den danske racerkører.
I denne sæson er danskeren skiftet til det amerikanske Formel 1-team Haas.
Her skal han køre på hold med den fransk-schweiziske racerkører Romain Grosjean. Og det glæder danskeren sig til.
- Lige nu føler jeg, at jeg er et godt sted til at udvikle mig.
- Jeg er stadig ung, så jeg har stadig tid til at udvikle mig. Og så tror jeg rigtig meget på, at jeg en dag ender et sted, hvor jeg kan kæmpe med om verdensmesterskabet.
Den 26. marts starter den nye Formel 1-sæson med Australiens Grand Prix.