Ferraris chef river op i gammelt Red Bull-sår

Ferraris teamchef, Frederic Vasseur, mener, at den straf Red Bull fik for at bryde budget-loftet har vist sig at være alt for mild.

Ferraris teamchef, Frederic Vasseur, er ikke tilfreds med den 'milde' straf Red Bull har fik for at bryde budgetloftet. (Foto: © Hoch Zwei, HOCH ZWEI/picture-alliance/dpa/AP Images)

Det kører ikke for Ferrari-mandskabet i denne sæson.

Det stolte italienske Formel 1-hold har manglet fart i racerne, og efter de første tre grandprixer ligger Carlos Sainz på en femteplads, mens Charles Leclerc roder rundt helt nede som nummer ti.

Og der er langt op til Red Bull-teamets Max Verstappen og Sergio Perez, som ligger nummer et og to i den samlede VM-stilling.

Absolut ikke acceptabelt for italienerne, som havde sat næsen op efter at kunne bide skeer med netop Red Bull-teamet i denne sæson.

Og nu forsøger Ferraris teamchef, Frederic Vasseur, at komme med en del af forklaringen på, hvorfor Red Bull i de første tre løb har haft vinger, mens de andre teams - Ferrari inklusiv - har haft svær ved at følge med.

Svaret skal ifølge Vasseur blandt andet findes i den straf, som Red Bull fik i slutningen af sidste sæson for at bryde budgetloftet i Formel 1. Den straf var nemlig ikke stor nok.

- Jeg forsøger overhovedet ikke at finde en undskyldning, men hvis du spørger mig, om straffen var for mild, er svaret ja, lyder det fra Vasseur.

- Jeg er ikke sikker på, at effekten af straffen er særlig stor. Også hvis du tænker på, at du har en fordel i begyndelsen af sæsonen, fordi du bruger flere penge året før.

Der har ikke været meget at smile af for Ferraris Charles Leclerc (venstre) og Carlos Sainz, som ikke er i nærheden af toppen i den samlede VM-stilling. (Foto: © Hoch Zwei, HOCH ZWEI/picture-alliance/dpa/AP Images)
Der har ikke været meget at smile af for Ferraris Charles Leclerc (venstre) og Carlos Sainz, som ikke er i nærheden af toppen i den samlede VM-stilling. (Foto: © Hoch Zwei, HOCH ZWEI/picture-alliance/dpa/AP Images)

Hele humlen ligger i, at Red Bull i 2021 brød det budgetloft, der blev indført i Formel 1 for at skabe en mere lige konkurrence mellem racerholdene.

Og spørger man DR Sportens Formel 1-ekspert, Peter Nygaard, er han alt andet end enig i Vasseurs udlægning af, at Red Bull-straffen var for mild.

-Jeg synes bestemt ikke, han har ret. For det første lød straffen på et forholdsvis stort beløb – selv for et stort team som Red Bull, og for det andet er mindre tid i vindtunnel altså en stor straf, siger Peter Nygaard.

Røgslør for miserabel sæsonstart

Men hvorfor bringer Frederic Vasseur overhovedet en næsten seks måneder gammel afgørelse på banen?

Ifølge Peter Nygaard er der kun én god forklaring. Vasseur, som blev hentet til Ferrari op til denne sæson, har nemlig brug for at rette spotlyset væk fra sit eget holds præstationer.

For hvis Vasseur virkelig var ude efter dommen, havde han reageret langt tidligere, lyder det fra Peter Nygaard. Der har nemlig været helt stille omkring Red Bulls straf, siden den blev bekendtgjort i slutningen af sidste sæson.

- Der var meget snak om det, da dommen faldt. Dengang synes Red Bull, at dommen var alt for hård, mens alle andre teams sjovt nok syntes, den var for mild. Men hen over vinteren døde den debat hen, og indtil nu har der ikke været snakket om det overhovedet, fortæller Peter Nygaard.

- Man kan ikke opfatte Vasseurs udmelding som andet end en afledningsmanøvre for at flytte fokus fra den katastrofale sæsonstart, Ferrari har leveret, siger Peter Nygaard.

Vassseur blev hentet til Ferrari op til denne sæson fra Alfa Romeo-teamet, og håbet var, at han var manden, som kunne få det ikoniske røde hold på vinderkurs igen. De røde italienske racerbiler har ikke vundet en VM-titel siden 2007.

Men resultaterne er udeblevet, og det pres, som altid er på en Ferrari-chef, er bare blevet større i slipstrømmen på den miserable start på denne sæson.

- Der er kæmpe forventninger hos Ferrari, og de tror altid, det bliver godt, når de ansætter en ny teamchef, siger Peter Nygaard.

- Og Vasseur har bare sunget med i koret om, at "det er mig, som skal få Ferrari på rette spor igen". Men det er der bare slet ikke noget, der tyder på. Ferrari har haft en af de dårligste sæsonstarter i hele deres Formel 1-historie.