Formel 1-ekspert: Kevin Magnussen bliver verdensmester

Kevin Magnussen har gode chance for at køre Formel 1 igen næste år og på den lange bane at blive verdensmester. Det mener ekspert John Nielsen.

Kevin Magnussen nævnes som mulig afløser for Jenson Button.

Lige nu svirrer rygterne i Formel 1-verdenen. McLaren-køreren Jenson Button står angiveligt overfor et karrierestop, og det skabt spekulation om hans afløser.

Danske Kevin Magnussen er en af de kørere, der nævnes til at overtage det tomme sæde, og skal man tro den tidligere Le Mans-vinder John Nielsen, så er det ikke urealistisk.

John Nielsen ser et stort lys i Kevin Magnussen og mener, at danskeren på længere sigt kan gå hen og vinde verdensmesterskabet.

- Lige nu er der masser af supergode talenter med, og Kevin er et af dem. Men han er super-supergod. Jeg tror, han er en verdensmester. Vi får en verdensmester ud af ham, han skal bare have chancen, siger John Nielsen til DR.

- Det er timing, held, penge, politik og sådan noget, men det er generelt Formel 1. Jeg tror, med den backing han har, der har han en reel chance for at blive McLaren- eller Formel 1-kører næste år, siger han.

22-årige Kevin Magnussen kørte sidste år en enkelt sæson i Formel 1, hvor han i McLaren-bilen kom på podiet en enkelt gang og sluttede som nummer 11 samlet.