Formel 1's nye regelændring kan få Magnussen til at suse forbi konkurrenterne

I weekendens Formel 1-løb skal kørerne ud på sæsonens første sprintløb, og sportens bagmænd håber, det bliver mere spændende end nogensinde.

Kevin Magnussen kan se frem til flere og mere spændende sprintløb fremover. (Foto: © Giuseppe Cacace, Ritzau Scanpix)

Konstant optimering er kernen i Formel 1, især når det gælder bilerne og kørernes præstationer.

Nu er kampen for optimering så også kommet til de udskældte sprintløb, som flere kørere i et stykke tid har brokket sig over.

Fra denne weekend får de nemlig en overhaling, der skal gøre dem mere seværdige.

Tidligere afgjorde resultatet af lørdagens sprintløb kørerens placering i søndagens grandprix, men nu kommer sprintløbene til at fungere som uafhængige miniløb seks gange over sæsonen, hvor der stadig vil være otte point til vinderen.

Og det kan sagtens gå hen og blive en god nyhed for Haas-køreren Kevin Magnussen, vurderer DR Sportens Formel 1-ekspert, Peter Nygaard.

Korte intense løb med få omgange er nemlig fordelagtige for den 30-årige dansker.

- Du kan køre langt mere frit, og Kevin Magnussen har faktisk sagt til mig allerede sidste år, at det her kunne være en løsning

- Han er jo altid god på de første omgange, og det kan han udnytte i et kort løb. Haas' nuværende bil har tendens til at være hård ved dækkene, og det er ikke et problem i de her korte løb, siger Peter Nygaard.

Kevin Magnussen fik point i alle tre sprintløb i 2022. I år er der seks styk på programmet, og det kan være gode nyheder for danskeren. (Foto: © EVARISTO SA, Ritzau Scanpix)
Kevin Magnussen fik point i alle tre sprintløb i 2022. I år er der seks styk på programmet, og det kan være gode nyheder for danskeren. (Foto: © EVARISTO SA, Ritzau Scanpix)

God idé, men dårlig udførsel

Helt konkret betyder regelændringen, at kørerne nu skal køre den almindelige kvalifikation til søndagens grandprix om fredagen, mens der køres en separat kvalifikation til sprintløbet lørdag inden selve løbet senere samme dag.

Og det er en tiltrængt ændring, mener Peter Nygaard.

- Når man siger sprintløb, forestiller man sig noget lynhurtigt, hvor der satses til højre og venstre. Men sådan blev de aldrig. Der var lidt på første omgang, men så faldt kørerne bare ind som perler på en snor, siger han.

- Idéen var god, men udførslen var skidt, og det prøver man at rette op på nu.

Günther Steiner, chef på Kevin Magnussens Haas-hold, glæder sig også over ændringerne. Han kommer ikke til at savne den træning, man ellers normalt har kørt, men som nu er droppet.

- Jeg foretrækker helt klart det nye format. Træningen lørdag morgen er ligegyldig, for du kan ikke ændre noget. Det var ikke interessant for fansene, siger den italienske teamchef.

- En ekstra kvalifikationsrunde er meget bedre for tilskuerne, og det giver noget mere spænding. Jeg synes, det er godt for sporten.

Gevinsten var ikke risikoen værd

Hidtil har risikoen ved at tage chancer i sprintløbet ikke stået mål med de point, man kunne opnå ved sprintløbene, fortæller Peter Nygaard.

Men nu forsøger Formel 1 at begrænse risikoen ved at lade sprintløbet eksistere separat ved siden af søndagens grandprix, vurderer Formel 1-eksperten.

- Alle kørere har synes, at de her sprintløb var noget skrammel. Når der kun kan vindes et enkelt point ved at overhale, har ingen turde risikere noget. Man risikerer jo at smadre bilen i kampen for et enkelt point, siger Peter Nygaard.

Kevin Magnussen kunne næsten ikke tro det, da han i sidste sæson kvalificerede sig til sprintløbet i Brasilien som nummer et. (Foto: © Sebastião Moreira, Ritzau Scanpix)
Kevin Magnussen kunne næsten ikke tro det, da han i sidste sæson kvalificerede sig til sprintløbet i Brasilien som nummer et. (Foto: © Sebastião Moreira, Ritzau Scanpix)

Udsigten til at bevare sin startposition i søndagens grandprix uanset udfaldet af sprintløbet, gør, ifølge Peter Nygaard, at kørerne nu kan tage flere chancer for at få fingre i de VM-point, der køres om i sprintløbene.

- Det bliver helt sikkert mere spændende. Der vil blive satset mere. Og så er det jo godt for tilskuerne og seerne, som får to løb for samme pris.

- De vil kunne køre mere frit i sprintløbene, siger Peter Nygaard.

Men kunne man ikke bare have smidt flere point på spil, hvis man gerne ville have kørerne til at gå efter sejren? Nej, siger Peter Nygaard. For det handler også om at passe på produktet.

- Det er en balancegang. Man skal bevare søndagen som hovedattraktionen, men samtidig gøre sprintløbene spændende. Man vil ikke devaluere søndagens grandprix, siger han.

Formel 1-feltet vender tilbage i weekenden, hvor Aserbajdsjans grandprix skal køres.