Holdet jubler: Magnussen beviste sit værd med resultatet

Haas-teamet er meget tilfredse med Kevin Magnussens resultat i den seneste weekend, hvor han blev otter.

Kevin Magnussen fik i weekenden vist, at han har niveauet til store resultater. (© Scanpix)

Efter en rodet første weekend i Formel 1-sæsonen tog Kevin Magnussen for alvor revanche i den seneste weekend ved Kinas Grand Prix, hvor han endte med at køre en ottendeplads hjem.

Det er selvfølgelig også noget, som glæder hans hold Haas, der mener, at resultatet er virkelig vigtigt for danskeren mentalt.

- Det er virkelig vigtigt for ham. Specielt efter sidste år, hvor han i den anden halvdel af sæsonen fik meget kritik for, hvad han ikke præsterede, forklarer teamleder Gunther Steiner til autosport.com.

- Han beviste det med resultatet, fordi han kørte et virkelig godt løb. Der var intet galt med det. Det var roligt uden fejl og så godt, som du kan gøre det, forklarer han.

Kevin Magnussen hentede med sin ottendeplads fire point til VM-stillingen, og det var også de første point, som teamet hentede i denne sæson.

Det næste løb køres i weekenden i Bahrain.