Holdkammeraten er også den værste fjende, men lige nu mangler Magnussen modstand

Kevin Magnussen mangler presset fra sin holdkammerat Mick Schumacher.

Kevin Magnussens holdkammerat Mick Schumacher (tv.) har ikke været i stand til at presse sin danske kollega i denne sæson. (Foto: © Hasan Bratic, picture alliance / Hasan Bratic)

I weekenden køres Canadas Grand Prix i Montreal. Banen, der ligger på Notre Dame-øen, hedder officielt Circuit Gilles Villeneuve. Den er opkaldt efter den lokale Formel 1-stjerne, der i 1982 blev dræbt under træningen til Belgiens Grand Prix.

Den tragiske ulykke blev udløst af en intens og i sidste ende dødelig kamp mellem Ferrari-teamkammeraterne Gilles Villeneuve og Didier Pironi.

De startede 1982-sæsonen som bedste venner. De rejste sammen, de mødtes privat, og de hjalp hinanden med at udvikle Ferrari-bilen.

Indtil San Marinos Grand Prix i slutningen af april. Her var Ferrari i særklasse, og for dog at give tilskuerne en smule underholdning, begyndte Villeneuve og Pironi at overhale hinanden. Aftalen i Ferrari-teamet var, at hvis man var overlegne nok til den slags, var det selvfølgelig køreren – i dette tilfælde Villeneuve - der lå forrest da show-kørslen startede, der skulle vinde løbet.

Det ’glemte’ Pironi bare. Han drønede først forbi det ternede flag, og Villeneuve var rødglødende af raseri. Han følte sig forrådt af sin nu tidligere ven, og svor aldrig mere at ville tale med franskmanden.

14 dage senere var Pironi med få minutter tilbage af kvalifikationen i Belgien marginalt hurtigere end Villeneuve. Det kunne canadieren ikke leve med. Han var egentlig kørt i garagen, men kørte tilbage på banen, fast besluttet på at slå sin teamkammerat.

Halvvejs rundt på sin hurtige omgang skulle Villeneuve forbi tyske Jochen Mass, der ville give plads ved at trække til højre. I samme splitsekund besluttede Villeneuve, at overhale højre om, og resultatet blev et sammenstød, der kostede canadieren livet.

  • Gilles Villeneuve (th.) deltog i 68 grandprixer med seks løbssejre og 13 podieplaceringer til følge, inden sin tragiske ulykke i 1982. Her ses han ved siden af den daværende Renault-kører René Arnoux. (Foto: © Unknown)
  • Gilles Villeneuve smadrede Formel 1-bil efter ulykken i Belgien i 1982. (Foto: © Heinz Ducklau)
1 / 2

Villeneuve mod Pironi er det mest tragiske eksempel på et forhold mellem to Formel 1-teamkammerater, der går skævt.

For selvom selve ordet ’teamkammerat’ tyder på et venskabeligt forhold, er sandheden, at køreren i den anden side af garagen er en Formel 1-kørers værste fjende. En sammenligning med de andre 18 kørere giver ingen mening, for de har andre biler, andre motorer, andre muligheder. Kun teamkammeraten har samme materiel, og derfor er han den eneste reelle konkurrent.

Kevin Magnussen har gennem sine otte Formel 1-sæsoner haft fire faste teamkammerater, der har givet ham hver deres problemer.

I debutsæsonen 2014 hos McLaren var han teamkammerat med den erfarne eksverdensmester Jenson Button. Englænderen var i karrierens efterår, og da Magnussen startede sæsonen med en sensationel andenplads i sit allerførste grandprix, forventede mange, at den danske rookie ville sætte den engelske eksverdensmester på plads.

Men det viste sig, at Magnussens og Buttons omgangstider var meget jævnbyrdige, og da sæsonen sluttede, valgte McLaren-ledelsen at fortsætte med Button, mens Magnussen blev sendt ud på teamets reservebænk.

- Alle snakkede om, at det ikke var Jensons stærke side at køre hurtigt – at hans styrke var at forudse vejret, at passe på dækkene og den slags. Men han var altså pissehurtig! Da jeg kom ind i formel 1, blev jeg overrasket over hvor hurtig han var. Jeg så mig selv som en rigtig hurtig kører, men han var ikke én, man bare lige kørte fra, har Kevin Magnussen fortalt om samarbejdet med Button.

Magnussens længste teamkammerat-forhold i Formel 1 var hans fire år hos Haas med franske Romain Grosjean (tv.). (Foto: © ALBERT GEA, Ritzau Scanpix)

Kevin Magnussen lærte meget af Button, men fordi englænderen ikke blev anset for en af de ultimativt hurtigste i feltet, fik Magnussens debutsæson aldrig den anerkendelse, den fortjente.

Noget lignende skete hos Renault i 2016, hvor Jolyon Palmer var teamkammerat med Magnussen. Som udgangspunkt var han flink, teknisk velfunderet, samarbejdsvenlig, og han var langsommere end danskeren – altså alt det, man som Formel 1-kører ønsker sig.

- Men Jolyon blev ikke vurderet særligt højt, og det blev et problem for mig: Alle forventede at jeg slog ham, så der ikke rigtig nogen credit i at køre fra ham, har Magnussen fortalt.

Så fulgte fire år hos Haas F1 Team med franske Romain Grosjean som teamkammerat.

- Det var fint at samarbejde med Roamin. Han havde det, jeg behøver fra en teamkammerat: Rå fart og erfaring - altså noget jeg kan lære af og noget jeg kan måle mig op imod. Det er jo kun i kamp med sin teamkammerat, at man virkelig kan vise, hvad man kan, forklarer Kevin Magnussen.

- Derfor er det vigtigt at have en anerkendt teamkammerat, som alle ved er rigtig hurtig. Romain var på sine bedste dage nok hurtigere end Jenson Button, men Jenson var jo fantastisk stabil. Med Romain gik det lidt mere op og ned – men når han var oppe, var det på et meget højt niveau

Manglende kollegial modstand

Selvom samarbejdet med Grosjean på mange måder var givende for Magnussen, sloges de to Haas-kørere vildt på banen. De havde begge ambitioner om at komme videre til et større team, og de vidste at det kun kunne lykkes for en af dem – ham der var Haas-teamets hurtigste mand.

Den intense kamp mellem Magnussen og Grosjean medførte flere sammenstød på banen, og radiokommunikationen til Haas-pitten var ofte rødglødende med gensidige beskyldninger mellem de to kørere.

I år har Kevin Magnussen Mick Schumacher som teamkammerat. Det er et samarbejde, der på overfladen fungerer godt.

- Han er en super fyr – helt nede på jorden og altid meget venlig. Han er meget åben, lærevillig og stiller hele tiden mange spørgsmål, siger Magnussen til DR Sporten om sin tyske teamkammerat.

Men der er et stort problem med unge Schumacher: Han er for langsom. Mens han endnu ikke har scoret point i 2022, har Magnussen 15 point på VM-kontoen.

Og det viser et andet aspekt af forholdet mellem teamkammerater i Formel 1: Det er godt at være teamets hurtigste mand – men forskellen skal ikke være for stor. Når to teamkammerater er jævnbyrdige – som Magnussen og Grosjean – presser de hinanden til nye højder.

- Det er altid godt at have en teamkammerat, der presser én – der tvinger én til at tage et spadestik dybere, sagde Magnussen, da Grosjean efter en ulykke i 2020 blev afløst af den brasilianske rookie Pietro Fittipaldi.

Mick Schumacher har indtil nu været for langsom til at presse Magnussen. Derfor udløser forholdet mellem Haas-kørerne to centrale spørgsmål: Kunne danskeren kører endnu hurtigere, hvis han blev presset internt?

Og kan tyskerens Formel 1-karriere holde til at få bøllebank af Magnussen weekend efter weekend?

Sæsonens niende grandprix køres i denne weekend i Canada. Der køres kvalifikation lørdag og grandprix søndag. Begge dele kan ses på Viaplay.