Hurtig træning giver Magnussen grund til optimisme

Kevin Magnussen havde fart i raceren til anden træning i Texas, og han er positiv forud for lørdagens kvalifikation.

Kevin Magnussen på Circuit of the Americas i Austin, Texas. (Foto: © CLIVE MASON, Scanpix)

Kevin Magnussen var 12. hurtigst i den anden træning forud for det amerikanske grandprix, der køres i morgen.

Danskeren lægger ikke skjul på, at han føler sig godt tilpas både på og udenfor banen i Texas, hvor han både nyder atmosfæren, maden og ikke mindst Circuit of the Americas, som banen i Austin hedder.

Han tillader sig derfor en vis optimisme forud for lørdagens sidste træning og ikke mindst den afgørende kvalifikation.

- Det positive er, at vi er længere fremme, end vi plejer i P2 (træning nr. 2, red.), for vi plejer at falde lidt tilbage. Men selvom vi gør det, så vil det være et udmærket udgangspunkt til ræset.

- Jeg tør ikke sige for meget, men det føles godt, og vi ser mere stærke ud, end vi plejer. Men man skal altid være lidt påpasselig med at sætte forventningerne op for tidligt, siger Kevin Magnussen.

Ubehag ikke at kende fremtiden

Selvom det umiddelbart kører for Kevin Magnussen på Renault-holdet, så kan den megen uro om hans fremtid på holdet alligevel ikke undgå at sætte tankerne i gang.

- Når jeg sætter mig i bilen er det ikke noget problem at fokusere på opgaven. Men der er jo meget snak om det, og jeg bliver spurgt meget til det, for pressen er meget på det emne, så jeg kan ikke lade være med at tænke på det.

- Det giver lidt ubehag ikke at vide, hvad man skal i fremtiden, så jeg håber selvfølgelig på at få det afgjort tidligt. Men ellers er jeg egentlig meget komfortabel i min situation lige nu, siger Kevin Magnussen.

Renault har allerede offentliggjort, at man fra næste sæson har skrevet kontrakt med tyskeren Nico Hülkenberg, og derfor ligger det til, at enten Kevin Magnussen eller hans nuværende holdkammerat Jolyon Palmer mister deres sæde på det franske hold.

Lørdag klokken 17 dansk tid køres tredje træning, før kvalifikationen begynder klokken 20.