Kevin Magnusens nye tyske holdkammerat er 'absolut det rigtige valg'

Tyske Nico Hülkenberg bliver fra næste sæson Kevin Magnussens nye makker hos Haas.

Den 35-årige tysker Nico Hülkenberg er torsdag præsenteret som ny Haas-kører. (Foto: © Imago/Ritzau Scanpix)

Der har længe hersket tvivl om det andet sæde hos Formel 1-teamet Haas. Altså det sæde, som Kevin Magnussen ikke sidder i.

Makkeren fra denne sæson, tyske Mick Schumacher, har kostet holdet "en formue og ødelagt mange biler". Sådan lød ordene i oktober fra teamchefen fra Haas, Günther Steiner.

Det har nu fået konsekvenser, eftersom Haas har ophævet samarbejdet med tyskeren. Det oplyser holdet på sin hjemmeside.

- Jeg vil gerne takke Schumacher for hans bidrag til holdet i løbet af de seneste par år, siger holdchef Günther Steiner i den forbindelse.

Sædet hos Haas bliver overtaget af Mick Schumachers landsmand Nico Hülkenberg, der er en erfaren herre i Formel 1-sammenhæng.

Hele 181 gange i karrieren har han sat sig bag rettet ved et Formel 1-grandprix, og Günther Steiner glæder sig over, at han nu har to erfarne kørere på sit hold.

- Når man parrer hans (Hülkenbergs, red.) egenskaber med Kevin Magnussens erfaring, får vi et meget troværdigt og rutineret lineup, som vi tror vil skubbe holdet yderligere frem, siger Günther Steiner.

Al gammel fjendskab var væk, og gensynsglæden var stor, da Kevin Magnussen gjorde comeback tilbage i marts for Haas. Hülkenberg ses i den grønne Aston Martin-dragt. (Foto: © Jan Sommer/Ritzau Scanpix)

Magnussen har stor respekt for Hülkenberg

De seneste to sæsoner har 35-årige Nico Hülkenberg været reservekører for Aston Martin, og tyskeren glæder sig til igen at kunne kalde sig Formel 1-kører på fuldtid.

- Jeg er spændt på at få muligheden for at gøre det, jeg elsker allermest igen og vil gerne takke Gene Haas og Günther Steiner for deres tillid, siger Nico Hülkenberg.

Nico Hülkenberg debuterede i Formel 1 tilbage i 2010 for Williams og har siden været forbi flere Formel 1-teams.

Tilbage i 2017 var der en kontrovers mellem Hülkenberg og Magnussen, der fik stor opmærksomhed, men den lader til at være lagt bag de to kørere.

- Jeg kender ham ikke som person, men som racerkører har jeg altid haft stor respekt for ham, så det ville jeg ikke have et problem med, sagde Kevin Magnussen i sidste uge til Racing News 365.

Du kan se kontroversen mellem Kevin Magnussen og Nico Hülkenberg fra 2017 i videoen herunder.

Kan sætte Magnussen under pres

Rygterne om Haas og Hülkenberg har floreret i et stykke tid. I sidste uge fortalte DR Sportens Formel 1-ekspert, Peter Nygaard, at det lå i kortene, at valget ville falde på netop Nico Hülkenberg.

- For mig at se er han absolut det rigtige valg af dem, der er ledige. Han er erfaren, hurtig og kan bidrage med en masse, som det viste sig, at Mick Schumacher desværre ikke kunne, lød det fra Peter Nygaard.

Og selvom den 35-årige tysker har nydt tilværelsen som reserve på det seneste, så er Peter Nygaard ikke bange for, at det får betydning for næste sæson.

- Han har været ude af Formel 1 i et par år, og så har han haft nogle indhop, hvor han har gjort det fantastisk godt. Jeg er sikker på, at han kommer tilbage i topform.

I weekenden kørte Kevin Magnussen sig til sin første pole position i Formel 1-karrieren, da han vandt kvalifikationen til sprintløbet. Her blev han nummer otte, inden han i søndagens grandprix udgik før tid. (Foto: © Sebastião Moreira, Ritzau Scanpix)

Leverer Hülkenberg varen, vil det være til gavn for Kevin Magnussen, forklarer Peter Nygaard.

- Set fra et dansk synspunkt kan han sætte Magnussen under pres, og det har Schumacher åbenlyst ikke kunnet gøre. Det vil Magnussen kun få noget godt ud af, for han har aldrig kørt bedre, end da han blev presset af Grosjean (tidligere Haas-holdkammerat, red.), siger Formel 1-eksperten.

Peter Nygaard er sikker på, at kontroversen er "vand under broen", og at makkerskabet mellem de to vil blive et godt et af slagsen.

I weekenden køres det sidste grandprix i Formel 1-sæsonen i Abu Dhabi, som samtidig markerer enden på makkerskabet mellem Kevin Magnussen og Mick Schumacher.