Kevin Magnussen skidt fra start i Melbourne

Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen blev næstsidst af de 20 kørere ved fredagens anden og sidste frie træning.

Kevin Magnussen i Haas-raceren under en problemfyldt træning i Melbourne (Foto: © Jason reed, Scanpix)

Kevin Magnussen havde store problemer ved fredagens anden og sidste frie træning i Melbourne. Danskeren kørte i 19. bedste tid ud af 20 kørere.

Magnussen fik kun tilbagelagt otte omgange, før problemerne satte ind.

På Twitter skriver danskerens amerikanske hold, Haas, at der var et problem med et vandlæk på bilen, der nu skal kigges nærmere på af holdets mekanikere.

Kevin Magnussen nåede på den første træning i Melbourne at køre 19 omgange og endte her som 17. bedste kører ud af 20.

Lewis Hamilton helt suveræn

Danskeren var langt fra den førende englænder Lewis Hamilton, der kørte suverænt hurtigst under træningen.

Hamiltons Mercedes var et halvt sekund hurtigere end Sebastian Vettel på andenpladsen.

Hamilton kørte i tiden 1 minut og 23,620 sekunder.

Magnussens bedste omgang lød på 1 minut og 27,279 sekunder.

Mere opløftende fra Haas-teamet var det, at holdets franske kører, Romain Grosjean, blev nummer otte efter at have kørt banen på Albert Park i tiden 1 minut og 25,436 sekunder.

/ritzau/