Man skal håbe, at Red Bull på mystisk vis får stækket vingerne, for Formel 1-holdet ligner nogen, som igen i år flyver mod titlen.
Det mener Peter Nygaard, DR Sportens Formel 1-ekspert, som var i Bahrain til sæsonens første grandprix, der blev vundet af Red Bulls verdensmester, Max Verstappen.
- Med man mener jeg ikke blot de andre teams, men også alle os andre, som gerne vil have et spændende VM, siger Peter Nygaard og griner.
Læs: Red Bull ser gode ud.
Set med danske motorbriller var der ikke meget positivt at melde fra kongeriget i Mellemøsten. MoneyGram Haas-køreren Kevin Magnussen sluttede som nummer 13 efter en mislykket strategi.
Herunder kan du læse Peter Nygaards tre nedslag fra en tempofyldt dag i Bahrain.
'Magnussen skal se sig over skulderen'
Efter en startplacering som nummer 18 kørte Kevin Magnussen sig op som nummer 13 i Bahrain, mens teamkammeraten Nico Hülkenberg sluttede på 15. pladsen.
Men Kevin Magnussen skal "se sig over skulderen, for Hülkenberg ligner en langt sværere modstander end sidste sæsons holdkammerat, Mick Schumacher, vurderer Peter Nygaard.
- Haas' bil ser ud til at passe Hülkenberg bedst i år. Er en kører hurtigere end den anden, bliver det ham, som styrer holdets udvikling, og Kevin skal passe på, at han ikke kommer på mellemhånd, siger Peter Nygaard.
Derudover skal MoneyGram Haas også have justeret på bilen, som igen i år ser ud til at slide sine dæk for hurtigt op. Det amerikanske team skal have bilen til at stå bedre fast, lyder konklusionen.
- Det gør man ved at gøre bilen tungere, men så bliver den langsommere på langsiden og taber tid, så det skruer man ikke bare sådan lige på, siger Peter Nygaard.
Verstappen og Red Bull ser (igen) uhyggelig ud
Peter Nygaard vil ikke gå så langt som at udråbe Max Verstappen og Red Bull som verdensmestre allerede nu, men de er kommet rigtig godt fra start, understreger Formel 1-eksperten.
- Havde man håbet, at Red Bull blev hæmmet af dommen, som de fik for at have forbrudt sig mod budgetloftet, blev man skuffet, siger Peter Nygaard.
Max Verstappen kørte måske ikke sit bedste grandprix, da han vandt for 36. gang i karrieren, men indehaveren af VM-titlen ser atter uhyggelig ud.
- Skulle nogle være i tvivl, er det interne hieraki i Red Bull også slået fast. Verstappen skal vinde og Sergio Perez bliver nummer to.
Aston Martin kan blive årets overraskelse
Anført af den tidligere verdensmester Fernando Alonso, som søndag blev nummer tre, var Aston Martin blandt de teams, som overordnet imponerede mest denne Formel 1-weekend.
Ifølge Peter Nygaard ligner de to grønne racerbiler nogle seriøse bejlere til podiepladserne.
- Sidste år startede de i kæmpekrise og kom rimeligt igen. De har siden skiftet Sebastian Vettel ud med Fernando Alonso og søndag lignede de den største trussel til Red Bull, siger Peter Nygaard.
Sæsonen er stadig ung, og det bliver spændende at se, om Aston Martin kan holde fast i toppen af tabellen, fortsætter han.
- Det bliver svært at holde positionen, da teams som Mercedes og Ferrari også har mange ressourcer. Også flere end Aston Martin. Men de er i fremgang, og det skaber motivation hele vejen rundt.