Magnussen gennem flere tests: Forventes klar til Italiens grandprix

Den danske Formel 1-kører har været gennem flere undersøgelser efter sit uheld, og det ser lovende ud.

Belgium Formula One - F1 - Belgian Grand Prix 2016 - Francorchamps, Belgium - 28/8/16 - Renault's Kevin Magnussen of Denmark during the Belgian F1 Grand Prix. REUTERS/Olivier Matthys/Pool (Foto: © pool, Scanpix)

Da Formel 1-feltet i søndags kørte Belgien grandprix på Spa-banen blev det en kort fornøjelse for danske Kevin Magnussen, der allerede på en af de første omgange kørte galt og endte i en af de store vægge lavet af bildæk.

Danskeren slap uden meget alvorlige mén, og det tyder da også på, at han kan være med igen allerede på søndag, når der køres grandprix på den italienske bane Monza. Renault har ifølge mediet autosport.com bekræftet, at Magnussen har været igennem flere tests siden uheldet, og indikationerne er, at han kan være med Italien.

- Jeg har det meget bedre, hvilket et godt nyt. Jeg har været igennem adskillige undersøgelser, der viser, at jeg er klar til at køre i Monza, og jeg er sikker på, jeg nok skal være at finde i bilen denne weekend, siger Kevin Magnussen ifølge autosport.com

- Vi kørte i og omkring top-10 i Belgien, og jeg er meget motiveret til at gentage det i Italien, siger han.

Kevin Magnussen har i denne Formel 1-sæson scoret seks point til den samlede stilling, mens Renaul-holdkammerat Jolyon Palmer endnu har sit første point til gode.

En endelig undersøgelse torsdag skal slå endeligt fast, at Kevin Magnussen kan køre grandprixet i Monza.