Magnussen om Hockenheim: De andre kommer nemt forbi mig

I dag køres der kvalifikation til det tyske grand prix på den legendariske racerbane, Hockenheim. En bane, hvor der er rig mulighed for overhalinger.

En 17. plads var det, som Kevin Magnussens gule racer kunne køre sig frem til i gårsdagens træning. Og med den fart, som bilen har kørt med hidtil, vil det ikke være det store problem for de andre racerkørere at overhale Kevin Magnussen. Hockenheim er nemlig en bane, der lægger op til masser af overhalinger.

- Den største udfordring er ikke at blive overhalet. Det er ret nemt at blive overhalet. Så selvom jeg kommer foran nogen, så vil de ret nemt kunne komme forbi igen, men det er stadig positivt, at vi har den fart i løbsdistancen, og at vi kan passe på dækkene også, fortæller Kevin Magnussen.

Selvom hastigheden på Kevin Magnussens formel-1 racer efter gårsdagens træning kun vil række til en 17. plads, er der som altid optimisme i Renualt-lejren.

- Vi må se i morgen, hvordan det ser ud. Men igen har vi været ret opmuntret over at se, hvor hurtige vi var i løbsdistancen, end vi plejede at være. Vi må prøve at få det bedste ud af det faktum, at vi kan holde på dækkene bedre, mener Kevin Magnussen.

- Måske kan 14. eller 15. pladsen være realistisk. Vi får at se i morgen, lige nu er vi bare glade over, at løbsdistancen ser positiv ud.

Nye radioregler

I starten af formel-1 sæsonen blev der indført en række nye regler om radiokommunikationen mellem team og racerkører. Blandt andet gik de ud på, at køreren skulle have så lidt hjælp som muligt til at køre sin racer, og altså kun få hjælp med tekniske problemer af sit team, hvis de er alvorlige.

Den regel er nu blevet fjernet til glæde for Kevin Magnussen.

- Jeg synes, det er en god ændring. Jeg kan ikke se, hvorfor der skulle være et forbud mod at bruge den radio, vi har installeret i bilen, når den nu engang er der. Der er så mange komplicerede ting, der på rettet skal ændres under et løb, siger Kevin Magnussen.

- Specielt under en træning, hvor man tester en masse ting, så er der ikke en nogen grund til, at man skal huske alle de ting. Så er det federe, at man bare kan koncentrere sig om at køre og tænke på bremselinjer, bremsepunkter og balancen i bilen i stedet for at tænke på alle de her procedure. Så det er meget godt.

Det tyske grandprix kørers søndag, mens det i dag via kvalifikationen vil blive afgjort, hvor henne i feltet Kevin Magnussen vil starte i morgendagens løb.