Magnussen slutter igen på 19.-pladsen i træning

Kevin Magnussen har fået et halvsløjt afsæt til kvalifikationen til Formel 1-grandprixet i Italien.

Kevin Magnussen havde ikke meget fart i sin racer under den tredje træning. (Foto: © Andrej Isakovic, Scanpix)

Kevin Magnussen hænger fast i den tunge ende af Formel 1-feltet på Monza-banen i Italien.

I lørdagens tredje og afsluttende træning inden kvalifikationen til søndagens grand prix satte danskeren igen 19.-bedste tid

Hans teamkollega hos Renault, Jolyon Palmer, satte 15.-bedste tid.

Hurtigst var de to Mercedes-kørere, Lewis Hamilton og Nico Rosberg.

Kevin Magnussen, som er tilbage i sædet efter sin voldsomme ulykke på Spa-banen i det seneste løb, kørte i alt 12 omgange i løbet af den en time lange træningssession. Det var én omgang færre end Palmer.

Langsommere end holdkammeraten

I den første træning fredag endte Magnussen på sidstepladsen og var 0,148 sekunder langsommere end teamkollega Jolyon Palmer, som sluttede næstsidst af alle kørere.

I anden træning fredag sluttede Magnussen på en 19.-plads. Jolyon Palmer blev ved den lejlighed sidst af alle kørere.

Kvalifikationen til Formel 1-grandprixet i Italien køres senere lørdag.

/ritzau/