Magnussen slutter langt tilbage i træninger

Renault-kørerne havde problemer i de første frie træninger på Suzuka-banen, mens Nico Rosberg var hurtigst.

(Foto: © Toru Hanai, Scanpix)

Kevin Magnussen sluttede et godt stykke tilbage i feltet, da de første frie træninger før Formel 1-grandprixet i Japan blev kørt fredag på Suzuka-banen.

Den 24-årige dansker sluttede i den første træning som nummer 19 blandt de 22 kørere, da han havde 1.36,822 minutter som bedste omgangstid.

En lille trøst for danskeren, der i øjeblikket afventer sin fremtid, var, at teamkammeraten Jolyon Palmer sluttede sidst af alle i tiden 1.37,992 minutter.

Briten havde tekniske problemer med sin bil og måtte køre tidligt i pit.

I den anden træning gik det lidt bedre for duoen. Magnussen blev nummer 15, mens Jolyon Palmer kørte i 18.-hurtigste tid.

Som ventet var Mercedes-duoen Nico Rosberg og Lewis Hamilton de hurtigste i begge træninger.

Tyske Rosberg klokkede ind i tiden 1.32,431 minutter i den første træning, mens briten Hamilton kørte i 1.32,646 minutter i den første træning.

Rosberg igen hurtigst

Rosberg var også hurtigst i den anden træning, igen med Hamilton lige efter.

Nico Rosberg har 288 point i den samlede VM-stilling, mens Lewis Hamilton, der er regerende verdensmester, har 265 point på andenpladsen.

Kevin Magnussen har scoret syv point i sæsonen, mens Jolyon Palmer er noteret for et enkelt point.

Renault er i øjeblikket ved at tage stilling til, hvilke kørere der skal være en del af teamet næste år. Både Magnussen og Palmer bejler til at blive i sædet.

Lørdag er der kvalifikation, og søndag køres selve grandprixet på Suzuka-banen.

Der resterer fem grandprixer i sæsonen.

/ritzau/