Kevin Magnussen tror på sin nye bil og kan ikke se, hvorfor den ikke skulle kunne ende i top 10 - som er grænsen for at få point - i det forestående grandprix i Shanghai.
- Bilen er til at køre sig i pointene. Men det kræver, at vi rammer rigtigt med alting, og så tror jeg helt klart, at potentialet er i bilen, siger Kevin Magnussen.
Vil have kilometer i bilen
I sæsonens første grandprix, der blev kørt i Melbourne, måtte Kevin Magnussen udgå efter 50 omgange. Han er dog fortrøstningsfuld forud for sæsonens andet grandprix.
- Det var ikke nogen god weekend i Australien. Det var en misset mulighed for et godt løb. Bilen er der til at kunne levere gode resultater, og det glæder jeg mig til at prøve at gøre her.
- Det vigtigste er at tage det skridt for skridt og komme godt igennem træningerne. Og så krydse fingre for, der ikke går noget galt med bilen – så længe vi får kilometerne og kommer ud at køre, skal vi nok lære en masse, og det vil hjælpe os til at få en god weekend.
Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet kører sin første træning på banen i Shanghai i morgen tidlig dansk tid.