Magnussens team fik en lærestreg, som man ikke ønsker at gentage, når sæsonen begynder i dag

Nu begynder Formel 1-sæsonen, og Magnussen og Team Haas er klar med flere penge og ny strategi.

Den kommende Formel 1-sæson bliver 30-årige Magnussens ottende i karrieren. (Foto: © FRANK AUGSTEIN, Associated Press)

Alle Formel 1-teams har deres egen bygning i den moderne paddock - altså stedet, hvor racerbilerne klargøres, på Bahrain International Circuit.

Pladserne er fordelt efter et tydeligt hierarki.

De regerende verdensmestre Red Bull er placeret nærmest ved indgangen. Så følger de øvrige teams rækkefølgen fra VM sidste år - Ferrari er nabo til Red Bull, så kommer Mercedes, så Alpine.

Haas' hovedkvarter ligger i den anden ende af den solbeskinnede paddock.

Det er her Kevin Magnussen sidder uden for Haas-kontoret og fortæller om sine forventninger til Formel 1-sæsonen 2023, som begynder denne weekend i Bahrain. Danskerens ottende sæson i motorsportens kongeklasse.

- Vores nye bil er virkelig god, siger Kevin Magnussen til DR Sporten.

Han er optimist. Men også realistisk. Han ved, at Haas har tradition for at starte sæsonen stærkt for så at køre sydpå på resultatlisterne.

Når konkurrenterne begynder at udvikle og opgradere deres biler med såkaldte upgrades, falder Haas tilbage i feltet, fordi de har ikke haft samme økonomiske ressourcer som de øvrige teams.

Indtil nu.

Med MoneyGram som ny titelsponsor er Haas ifølge teamchefen, Günther Steiner, nu tæt på det budgetloft, der - med en række undtagelser - begrænser de ti teams til maksimalt at bruge 135 millioner dollar (cirka en milliard kroner) om året.

De øgede budgetter vil Haas i høj grad bruge på at undgå det formdyk, der har præget alle teamets sæsoner siden debuten i 2016.

- Jeg har ikke planen for vores upgrades, det er Günthers afdeling. Men det er klart, at vi nu har flere ressourcer at sætte i spil, og forhåbentlig vil det indvirke på resultaterne, siger Kevin Magnussen.

Da Magnussen forsvinder ind i Haas-kontoret, kommer Steiner ud i solen.

- Vi er meget bedre forberedt end tidligere og er allerede i gang med de første upgrades, siger Haas-chefen til DR Sporten.

- De bliver efter planen introduceret ved det spanske grandprix (i begyndelsen af juni, red.). Men kun hvis de viser de forventede resultater i vindtunnellen. Hvis vi laver nogle dele, som, vi ikke er sikre på, virker, risikerer vi at smide pengene ud ad vinduet.

Den altid karismatiske Günther Steiner er manden, der tager beslutningerne for Haas-teamet. (Foto: © Giuseppe Cacace, Ritzau Scanpix)

Flere upgrades er ikke lig med succes

Haas teamet har én gang tidligere haft et ambitiøst udviklingsprogram. I 2018, da teamet kortvarigt havde energidrik-producenten Rich Energy som titelsponsor, blev der brugt mange penge på jævnlige upgrades.

Men teamet manglede ressourcer til at forstå og implementere de mange nye dele, og hele udviklingsprogrammet endte med at forvirre både kørere og ingeniører. Faktisk sluttede teamet trods utallige forsøg med diverse upgrades sæsonen med præcis samme bil, som var blevet brugt i sæsonstarten.

Kevin Magnussen og hans nye bil fik blandet med succes ved fredagens to træninger. I den første kørte danskeren syvendebedste tid, mens det i anden blev til en plads som nummer 16. (Foto: © Giuseppe Cacace, Ritzau Scanpix)

Sidste år kom Haas kun med én større upgrade. For at holde budgettet og undgå forvirring, blev teamets eneste upgrade introduceret lige før sommerferien.

- Upgrades er også en motivationsfaktor for alle i teamet, siger Magnussen.

- Det er vigtigt at alle, kørere, ingeniører og mekanikere, har noget at se frem til. Det var ikke tilfældet sidste år, og det var nok en fejl. Da upgraden var introduceret, fladede det hele lidt ud, forklarer danskeren.

- Sådan bliver det ikke i år. Der vil komme upgrades med jævne mellemrum siger Steiner.

- Det bliver en lang sæson. Og udviklings-racet bliver afgørende, siger Magnussen.

Den nye Formel 1-sæson begynder for alvor i dag, når der køres kvalifikation i Bahrain kl. 16. Bahrains Grand Prix køres søndag kl. 16.

Sæsonen omfatter i alt 23 løb og slutter i Abu Dhabi 26. november.