Sikke en bet. En punktering i starten af den første træning holder Kevin Magnussen ude af hele den anden træning i Shanghai. Dermed kan Magnussen maksimalt køre med i én træning inden søndagens grandprix, mens konkurrenterne kan nå at træne tre gange så meget på banen.
- Vi undersøger stadig hvad der skete med Kevins bil under den første træning. Det betyder, at han ikke kommer ud i denne session, skriver Renault på Twitter.
Derfor må danskeren nøjes med at sidde i garagen og se de andre køre rundt.
https://twitter.com/RenaultSportF1/status/720857457833082880
Det er det venstre baghjul, der driller Renault-teamet. Magnussen punkterede, hvorefter dækket krøllede sig sammen og nærmest satte sig på tværs. Uheldet skete så tidligt i den første træning, at Magnussen ikke engang fik sat en tid.
https://twitter.com/RenaultSportF1/status/720817681931378688
Nu går spekulationerne naturligvis på, hvad der præcist er galt med Magnussens racer. Her lyder buddet fra Nicolas Kiesa, der er Formel 1-ekspert på TV3+:
- Vi kan være ude i noget så bizart, at de mangler den del til raceren. Når et hjul går i stykker på den måde, så er der mange ting omkring hjulet, der bliver smadret, sagde Kiesa under udsendelsen.
Lørdag er der en enkelt træningsmulighed for Magnussen, hvis bilen ellers bliver klar, inden kvalifikationen køres samme dag. Som sædvanligt skal selve løbet først køres søndag.