Det er endnu uklart, om danske Kevin Magnussen også kører i Formel 1 næste år.
Skulle det ikke blive til en forlængelse med Renault-teamet, som Magnussen kører for i denne sæson, har danskeren en anden og meget konkret mulighed for at blive i det prestigefyldte felt.
Han er således blevet tilbudt en toårig kontrakt hos Formel 1-teamet Haas, hvor han angiveligt heller ikke skulle være tvunget til selv at komme med sponsorer for at få lov til at køre.
Det skriver motorsportsmediet motorsport.com.
Kevin Magnussen var angiveligt inde i billedet hos Haas forud for indeværende sæson, men dengang valgte man at give et sæde til Romain Grosjean.
Franskmanden forventes også at køre for Haas i næste sæson, men hans kollega Esteban Gutierrez bevarer måske ikke sit sæde, og det er det, der åbner for en plads til Kevin Magnussen.
Haas er et amerikansk team, der er i gang med sin første sæson i Formel 1. Holdets racer kører med en Ferrari-motor.
Prioriterer Renault først
Det står allerede klart, at der kun er et sæde at kæmpe om hos Renault i næste sæson.
Det franske hold har meldt ud, at tyskeren Nico Hülkenberg (i år hos Force India) er ny kører på holdet efter nytår.
Derfor er Kevin Magnussen i kamp med blandt andre sin nuværende kollega Jolyon Palmer og tidligere kollega Esteban Ocon om det andet sæde hos Renault.
20. oktober gav danskeren udtryk for, at Renault er hans første prioritet, men at han ikke venter en evighed på en ny aftale.
- Der er andre åbne sæder, og jeg kan ikke vente så længe på Renault, at alle andre muligheder forsvinder. Så risikerer jeg potentielt at stå uden noget igen, og det er ikke godt.
- Jeg prioriterer Renault, fordi det er her, jeg gerne vil være, så jeg venter så længe, jeg kan, sagde danskeren dengang til Sky Sports.
Søndag aften dansk tid køres sæsonens tredjesidste grandprix. Det foregår i Mexico.
/ritzau/