Fem sejre i fem grandprixer.
Tre til verdensmesteren Max Verstappen, to til mexicanske Sergio Perez og dermed fuld plade for Formel 1-holdet Red Bull.
I den samlede VM-stilling fører de to Red Bull-kørere da også suverænt, mens holdet også ligger nummer ét i den samlede konstruktør-stilling.
Tidligere har hold som Mercedes og Ferrari ellers givet rigeligt med konkurrence til det østrigske hold, men netop dét og spænding om mesterskabet, er indtil nu udeblevet i denne sæson. Det undrer Red Bull's teamchef, Christian Horner.
- Vi har spekuleret: Hvor er de andre? Hvad har Ferrari og Mercedes lavet over vinteren? Vi har foretaget et normalt skridt i den periode, siger Horner til Sky Sports.
Når Formel 1-sæsonen holder pause hen over vinteren, arbejder holdenes ingeniører som regel hårdt for at forbedre bilerne.
Et stykke arbejde, Red Bull nu kan høste frugterne af, men som Christian Horner tilsyneladende ikke kan se, at de andre hold har lavet.
- Vi føler, at vi har taget et godt skridt sammenlignet med vores tidligere bil. Men det er et skridt, vi havde forventet at tage. Det føles mere som om, at de andre har tabt terræn.
- Det har overrasket os, at de andre har underpræsteret sammenlignet med, hvor de var sidste år, siger Christian Horner.
Forventer forbedringer - og mere konkurrence
Styrkeforskellen holdene imellem har i dén grad været markant i denne sæson.
Det var den også i weekendens løb i Miami, hvor Max Verstappen trods en startplads som nummer ni, kørte først over målstregen.
Samtidig måtte Ferrari-køreren Charles Leclerc, der i sidste sæson sluttede som nummer to i den samlede VM-stilling, tage til takke med en syvendeplads.
Et skuffende resultat, taget den flotte sæson i 2022 i betragtning. Og spørger man Ferrari-køreren skyldes en del af nedturen hans bil.
- Vi er konkurrencedygtige i kvalifikationen, men når vi først kommer til løbsdagen, kæmper vi som sindssyge, siger Charles Leclerc ifølge Reuters.
- Nogle gange har jeg enorm understyring, som går over til enorm overstyring, og det er naturligvis ikke ideelt for at have tillid til bilen.
Det skal Ferrari dog nok få rettet op på, tror Christian Horner.
Når Formel 1-kørerne igen sætter sig bag rattet, hamrer speederen i bund og suser afsted i Italiens grandprix i næste uge, forventer han nemlig, at Ferrari vil være mere konkurrencedygtige.
- Det vil de helt sikkert få ændret. Jeg er sikker på, at vi vil se forbedringer og opdateringer på rivalernes biler i Imola, siger Red Bull-teamchefen.
Næste Formel 1-grandprix er i italienske Imola. Det skal køres d. 19. til 21. maj.