'Rend mig i røven', drømmekørsel og da mekanikeren ødelagde det hele: Her er Magnussens vildeste Formel 1-øjeblikke

Kevin Magnussen er færdig i Formel 1 efter syv begivenhedsrige sæsoner i motorsportens kongeklasse.

Kevin Magnussens Formel 1-karriere har været noget af en rutsjebanetur. Grafik: Maria Eriksen Volthers (© Ritzau Scanpix)

Han har siddet bag rattet i verdens mest avancerede racerbiler siden 2014, men nu er det snart slut.

Kevin Magnussen, Danmarks mest succesfulde Formel 1-kører nogensinde, stopper nemlig i motorsportens kongeklasse efter den her sæson.

Det oplyser han i dag til BT.

Dermed bliver årets sidste seks løb de sidste for danskeren i Formel 1. I hvert fald i den her omgang.

Se forskellen på Kevin Magnussen i hans første og sidste sæson i Formel 1. (Foto: © BRANDON MALONE, Scanpix / Foto: © Tracey Nearmy, Scanpix)

Og når Magnussen forhåbentlig navigerer sin Haas-racer sikkert over målstregen i Abu Dhabi i sæsonens sidste grandprix, så kan danskeren kigge tilbage på masser af op- og nedture gennem sine syv sæsoner og 114 grandprixer.

Vi har taget et kig på de mest opsigtsvækkende øjeblikke i Magnussens Formel 1-karriere.

Drømmedebuten - 2. plads i Australien, 2014

  • En jublende lykkelig Kevin Magnussen kommer på podiet i sit allerførste Formel 1-grandprix. (Foto: © Jason reed, Scanpix)
  • Kevin Magnussen fejrer sin tredjeplads på podiet i australske Melbourne. Senere blev han rykket op på en andenplads i ræset, der blev vundet af Mercedes' Nico Rosberg. (Foto: © DAVID GRAY, Scanpix)
  • Kevin Magnussen havde helt styr på McLaren-raceren i sit første Formel 1-grandprix. (Foto: © BRANDON MALONE, Scanpix)
1 / 3

En dengang 21-årig Kevin Magnussen chokerede motorsportsverdenen med den bedste placering for en debutant i Formel 1 nogensinde.

Danskeren startede med at ydmyge teamkammeraten Jenson Button i kvalifikationen til løbet.

Button var tidligere verdensmester og havde 14 års erfaring i Formel 1, men i kvalifikationen satte Magnussen ham fuldstændig til vægs.

Jenson Button var en rutineret herre i Formel 1 i 2014, men han blev sat til vægs af opkomlingen Kevin Magnussen i Australien. (Foto: © HAMAD I MOHAMMED, Scanpix)

Den unge dansker kvalificerede sig som nummer fire, mens Button måtte starte helt tilbage som nummer 12.

I grandprixet viste Magnussen formidabel kørsel på den australske asfalt og kørte over stregen som nummer tre, 26 sekunder efter vinderen Nico Rosberg.

Kevin Magnussen med champagnen i hånden efter sit første Formel 1-grandprix. 114 løb senere er det stadig den eneste gang, han opnåede at komme på podiet. (Foto: © DAVID GRAY, Scanpix)

Daniel Ricciardo blev nummer to, men blev efterfølgende diskvalificeret for brud på brændstofreglementet, og dermed kunne Magnussen juble over en 2. plads i sit allerførste grandprix.

Mareridtsløbet - mekaniker smadrer podiechancer i Australien, 2018

  • Kevin Magnussen må vandre tilbage til pitten, efter et af hjulene på hans Haas-racer har løsnet sig efter en mekanikerfejl. (Foto: © Hoch Zwei, Represented by ZUMA Press)
  • Sekunder forinden kravler Magnussen her ud af sin Haas-racer. Det var venstre baghjul, der ikke var blevet sat ordentligt på af mekanikerne, da danskeren kort forinden havde sit første pitstop. (Foto: © JOE CASTRO)
1 / 2

Lige så godt som sæsonen startede for Magnussen i 2014, lige så frygteligt åbnede den for danskeren og hans Haas-team fire år senere.

I 2018 var Haas-raceren endelig konkurrencedygtig og i kvalifikationen til Australiens Grand Prix kørte Magnussen en sjetteplads i hus.

Så der var store forventninger til en topplacering, da løbet blev sat i gang i Melbourne, og danskeren levede op til hypen.

Magnussen startede fremragende og kæmpede sig op på fjerdepladsen, men under et pitstop på 21. omgang skete katastrofen.

En Haas-mekaniker fik ikke spændt en hjulmøtrik ordentligt under pitstoppet, så da danskeren igen kørte ud på banen, gik hans hjul lynhurtigt løs.

En knust Magnussen måtte udgå af løbet, og hvad der var endnu mere pinligt og katastrofalt for Haas-teamet, så lavede mekanikerne den præcis samme fejl, da teamkammeraten Romain Grosjean kørte i pit få omgange senere, så franskmanden også måtte udgå.

Det kan man da kalde for en dårlig dag på kontoret.

"Suck my balls, mate" - Rivalisering med Hülkenberg i Ungarn, 2017

Hvis du kun skal se ét interview fra Kevin Magnussens Formel 1-karriere, så lad det være det her.

I Ungarns Grand Prix i 2017 var der nemlig langt fra varme følelser mellem Magnussen og Renault-tyskeren Nico Hülkenberg.

Ni omgange før målstregen brugte Magnussen sin Haas-racer til at presse Hülkenberg af banen i et sving, så tyskeren måtte udgå.

Kevin Magnussen presser Nico Hülkenberg af banen under Formel 1-grandprixet i Ungarn 2017. (Foto: © XPB, XPB Images/Press Association Images)

Det fremtvang en opsigtsvækkende situation efter løbet, hvor Hülkenberg afbrød et interview med Magnussen og for rullende kameraer fortalte ham, at han er den mest usportslige kører i feltet.

Hvortil Magnussen iskoldt svarer 'Suck my balls, mate'. Eller på dansk noget i retningen af 'rend mig i røven'.

'Fuck, jeg er glad' - Drømmekvalifikation i Østrig 2019

Så var der lidt mere glæde på drengen, da Kevin Magnussen blev interviewet efter kvalifikationen til Østrigs Grand Prix sidste år.

- Fuck, jeg er glad! Jeg ved ikke, hvor det der kom fra, sagde en jubellykkelig Kevin Magnussen i interviewet, du kan se herover.

I kvalifikationen sneg danskeren sig kun akkurat videre til sidste runde, og der var intet, der tydede på, at han kunne lege med om de sjove placeringer.

Kevin Magnussen overraskede alle og ikke mindst sig selv, da han kørte en imponerende femteplads i hus under kvalifikationen til Østrigs Grand Prix. (Foto: © Lisi Niesner)

Men da presset var allerstørste leverede Magnussen en absolut drømmeomgang, der sikrede ham en imponerende femteplads i kvalifikationen.

Helt uhørt for Haas-raceren, der ellers ikke var specielt hurtig i 2018.

Og så glemmer vi lige i denne jubelrus, at løbet blev en katastrofe for Magnussen, der ved en fejl kom til at starte løbet en smule foran sin startstreg. Det kostede en straf, og danskeren endte løbet som en skuffende nummer 19.

Drabelig rivalisering med holdkammeraten i 2019

  • Kevin Magnussen havde et horn i siden på teamkammeraten Romain Grosjean under 2019-sæsonen. (Foto: © John Sibley, Scanpix)
  • Magnussen i bil nummer 20 og Romain Grosjean i bil nummer 8 havde rigeligt med nærkontakt i løbet af sæsonen. (Foto: © Thomas Peter, Scanpix)
1 / 2

Udover opturen i Østrig, så var sidste sæson en rædderlig en af slagsen for Haas-holdet.

Bilen var langsom i løbene, pointene udeblev i VM-stillingen og værst af alt så blev holdets kørere Kevin Magnussen og Romain Grosjean ved med at køre ind i hinanden under grandprixerne.

Det begyndte i Barcelona, hvor Magnussen pressede Grosjean så meget i et sving, at de to ramte ind i hinanden.

I Storbritannien skete det så igen, og her var sammenstødet så slemt, at begge biler måtte udgå.

Magnussen (forrest) og Grosjean (bagest) ramte hinanden tre gange under 2019-sæsonen. I Storbritannien gik det så hårdt udover bilerne, at begge kørere måtte udgå. (Foto: © Jerome Miron, Scanpix)

Så da Magnussen og Grosjean igen kolliderede i et sving under grandprixet to uger senere i Tyskland, var temperamenterne for alvor ved at koge over.

- Den fyr er utrolig. Han (Magnussen,red) lærer det aldrig, sagde Grosjean over radioen, mens danskeren efter løbet gav skylden til sin franske holdkammerat.

- Vi er blevet fortalt meget tydeligt, at vi ikke må ramme hinanden, og jeg forstår ikke, hvorfor det skulle ske i dag. Jeg ved ikke, hvad han (Grosjean, red.) laver, sagde Magnussen.

Kåret til løbets bedste kører i Rusland 2016

  • Kevin Magnussen trykkede speederen i bund, da Ruslands Grand Prix blev kørt i 2016. (Foto: © Jason reed, Scanpix)
  • Magnussen har igennem sin Formel 1-karriere haft en fabelagtig evne til at levere gode starter og presse sig forbi sine konkurrenter. (Foto: © Adrees Latif, Scanpix)
1 / 2

Kevin Magnussen har altid været anerkendt som en af feltets allerbedste, når lygterne slukkes, og starten på grandprixet går.

Det beviste han i den grad i Ruslands Grand Prix for fire år siden, hvor han leverede en fabelagtig start.

Fra en startposition som nummer 18 var Magnussen ikke spået mange chancer i sin knap så konkurrencedygtige Renault-racer.

Men danskeren kom flyvende fra start og buldrede op gennem feltet. Han endte med at erobre 11 pladser igennem løbet og kørte over stregen som en imponerende nummer syv.

Kevin Magnussen havde rigeligt at smile af efter det russiske grandprix. Han blev nemlig kåret til løbets bedste kører for første og eneste gang i Formel 1-karrieren. (Foto: © ALY SONG, Scanpix)

Det blev han og holdets klart bedste placering det år, og Magnussens kongekørsel var noget Formel 1-fansene verden over kunne lide.

De valgte nemlig ham som 'Driver of the Day' (løbets bedste kører, red). Det blev den eneste gang i Formel 1-karrieren, at Magnussen kunne glæde sig over den ære.

Har du lyst til at se, hvorfor Magnussen er blevet nævnt som en af feltets bedste startere, så tag et kig på denne video på Formel 1's hjemmeside fra Ruslands Grand Prix i år, hvor danskeren erobrer ni pladser på den første omgang.