Formel 1-køreren Kevin Magnussen kæmper hårdt for at bevare sit sæde i Renault-raceren til næste sæson.
I fredagens første frie træning i Singapore forud for søndagens grandprix gjorde den danske racerkører dog dårlig reklame for sig selv.
Magnussen blev noteret for 18.-bedste tid ud af feltets 22 kørere. En position foran danskeren var Renault-kollegaen Jolyon Palmer, der var et halvt sekund hurtigere end Magnussen.
Ingen af de to havde dog synderligt fart i raceren i forhold til resten af feltet. De 14 bedste ved fredagens træning var mellem to og fire et halvt sekund hurtigere på den hurtigste omgang end Magnussen.
Verstappen var hurtigst
Den hollandske teenager Max Verstappen (Red Bull) var træningens hurtigste, mens holdkammeraten Daniel Ricciardo var næsthurtigst.
Nico Rosberg (Mercedes), der er nummer to i VM-stillingen, sluttede træningen af med at køre galt i sin racer.
Hele feltet træner igen klokken 15.30 dansk tid fredag eftermiddag.
Lørdag er der den afsluttende træning samt kvalifikation til søndagens grandprix.
/ritzau/