Top Gear-job kan give comeback til Magnussen

Nyt job til Jenson Button kan give Kevin Magnussen et Formel 1-sæde igen.

Engelske medier skriver, at Kevin Magnussens rival, Jenson Button muligvis er på vej til at skrive kontrakt med det kendte TV-program Top Gear. (Foto: © laszlo Balogh, Scanpix)

Et overraskende karriereskifte kan give Kevin Magnussen en plads i McLaren-Hondas Formel 1-racer i næste sæson.

Teamkammeraten Jenson Button er nemlig ifølge flere britiske medier tæt på at skrive kontrakt med tv-stationen BBC om at blive medvært på det populære bilprogram Top Gear, skriver blandt andet Daily Mail og The Telegraph.

Hvis Button stopper i Formel 1, vil Magnussen være favorit til at overtage pladsen og blive ny makker for Fernando Alonso.

Snarlig udmelding

Hverken BBC eller Buttons agent har bekræftet det mulig jobskifte, men ifølge en af Daily Mails kilder, så forventes det at blive offentligjort snart, hvem der skal være medvært i 2016 på det populære program, som fra næste år vil have Chris Evans som hovedvært.

Jeremy Clarkson blev i marts suspenderet fra ’Top Gear’, og fik senere samme måned opsagt sin kontrakt med BBC, efter værten under et skænderi fysisk og verbalt overfaldt programmets producer under en optagelse.