Det var umuligt at tage fejl af det smil, der sad klistret på Kevin Magnussens læber, da han selv skulle fortælle om sin nye aftale med det amerikanske Formel 1-hold, Haas.
- Det var rart at sætte min signatur på det stykke papir. Det har været lidt en fest i dag og i går, siger Kevin Magnussen.
- Nu er det på plads, og det er bare super dejligt.
Kevin Magnussen har underskrevet en kontrakt, der gælder de kommende to år.
Længden betyder noget
Længden på kontrakten var en afgørende faktor for, hvorfor danskeren valgte at skifte den gule Renault-racer ud med det amerikanske team.
- Jeg kan forvente en del mere sikkerhed. Det er første gang, jeg har en kontrakt, der er to år. Der er ikke lagt op til, at det skal revurderes efter sæsonen. Og så kan de forlænge den derefter.
- Det føles rigtig dejligt at vide, at jeg for første gang kan være lidt kontinuerligt ved et team, fortæller Kevin Magnussen.
Hør Kevin Magnussens hilsen til de danske fans i klippet herunder.