VIDEO Overrasket Magnussen: Vi ser stærkere ud

Kevin Magnussen kørte torsdagens afsluttende træning i Rusland i 15. bedste tid.

Umiddelbart lyder en 15. bedste tid ikke som noget at bryste sig af. Men holdt op imod Renaults præstationer hidtil i sæsonen, er Kevin Magnussens tider i torsdagens sene træning faktisk ikke en by i Rusland. Heller ikke selvom det foregå i Putins eget land, i byen Sotji.

- Jeg synes, vi ser lidt stærkere ud, end vi gjorde i Kina. Og det er måske en lille overraskelse, for vi havde regnet med, at den her bane ville passe lige så dårligt til os som i Kina, siger Kevin Magnussen.

Relativiteten spiller nemlig en rolle, når man vurderer det ene Formel 1-grandprix med det næste. En placering er ikke universel i den forstand, som sportsverdenens resultatorienterede simplicitet ellers lægger op til.

Det kinesiske grandprix passede eksempelvis dårligt til Renaults ringe motorkraft. Som konsekvens havde Magnussens bil havde det svært med de mange langsider, og danskeren endte på en 17.-plads.

Point er et højt mål

I Rusland var Renault-raceren spået lignende kvaler på en bane, som typisk er guft for feltets hurtigste på de lige stræk.

- Men det er stadig lidt tidligt at sige (hvordan det kommer til at gå i grandprixet, red.), for vi har stadig tredje træning tilbage, og så ser man det rigtige billede i tidstagningen.

Magnussen og Renault har endnu ikke fået point i denne Formel 1-sæson. Et faktum, danskeren håber ændrer sig i Sotji.

- Succeskriteret er at få point. Det er bare et ret højt mål. Men det ville være rigtig rart at få denne weekend. Og går tingene godt, og er vi bare en lille smule heldige, så er det muligt, siger Magnussen.

Grandprixet i Rusland køres søndag kl. 13.