Weekendens Formel 1-grandprix er blevet aflyst

Voldsomt uvejr og oversvømmelser er grunden til aflysningen.

Kevin Magnussen under Formel 1-grand prixet i Miami den 7. maj 2023. (Foto: © Mark Thompson, Ritzau Scanpix)

Kevin Magnussen kommer ikke i aktion i sin Haas-racer denne weekend.

Formel 1-løbet i italienske Imola er blevet aflyst på grund af de oversvømmelser, som i disse dage præger Emilia Romagna-regionen. Det har Formel 1 netop meldt ud på Twitter.

Sådan ser det ud i den italienske by Cesena onsdag den 17. maj. (Foto: © Alessandro Serrano, Ritzau Scanpix)

- Beslutningen er blevet taget, fordi det ikke er muligt at sikkert afholde begivenheden for vores fans, holdene og vores personale, og det er den rigtige og ansvarlige ting at gøre i den givne situation, som byerne i regionen befinder sig i. Det ville ikke være det rigtige at putte yderligere pres på de lokale myndigheder og nødberedskab i denne svære tid, skriver Formel-1 som grundlag for beslutningen.

Selve løbet kunne som udgangspunkt godt afvikles, da racerbanen er skabt til regn. Men det er al det, som foregår omkring selve løbet, der ikke vil kunne lade sig gøre.

Parkeringspladserne er for eksempel oversvømmet, og personalet til at afvikle grandprixet er der mere brug for i nødhjælpsarbejdet.

Formel 1 sender samtidig deres tanker til de samfund og personer, som er berørt af de voldsomme oversvømmelser.

Lokale borgere i Cesena ser, hvad oversvømmelserne har gjort ved deres nabolag. Oversvømmelserne har også stoppet togtrafik, lukket skoler, mens folk er blevet bedt om at opholde sig på første sal, såfremt de har sådan en. Fem personer har mistet livet som følge af oversvømmelserne, har de lokale myndigheder offentliggjort. (Foto: © Alessandro Serrano, Ritzau Scanpix)

Første gang siden 50'erne

Aflysningen af det italienske grandprix hører til blandt de allermest sjældne i motorsportens verden. Det fortæller Formel 1-ekspert Peter Nygaard, der følger alle grandprixerne for DR Sporten.

- Det er første gang siden 1950, så det er ganske usædvanligt. Der har været mange aflysninger på grund af økonomiske årsager og corona, men det er første gang, at vejret sætter en stopper for et grandprix.

- Man har altid kunnet gennemføre det på en eller anden måde. Man har kunnet udskyde eller lavet lidt om i grandprixet. For et par år siden havde man et grandprix i Belgien, der blev kørt på to omgange. Der skal meget til for, at de aflyser, fortæller Peter Nygaard.

Aflysningen kommer dog ikke til at få de store konsekvenser for det samlede verdensmesterskab.

- Det er stadig for tidligt på sæsonen til det. Det er klart, at hvis det var næstsidste løb, og en kører havde mulighed for at hente den førende, så var det en anden sag. Men det er ikke tilfældet, så det spiller ingen rolle, vurderer Formel 1-eksperten.

Derimod betyder det istedet en friweekend til kørerne.

- Alle kørerne skal alligevel videre til Monaco efter, så de tager de nok et par dage ved Rivieraen. Forhåbentlig med lidt bedre vejr, fortæller Peter Nygaard.

Grandprixet i Monaco er næste destination for Kevin Magnussen og kompagni. Her bliver det næste grandprix i Formel 1-serien kørt næste søndag.