Lucas Bjerregaard kunne ikke følge op på fredagens stærke runde ved Shenzhen International på European Tour.
Den danske golfspiller spillede lørdag en sløj runde i 74 slag - to over banens par - og danskeren faldt derfor helt ned som delt nummer 28.
Inden runden havde danskeren ellers givet sig selv et godt udgangspunkt, da han begyndte dagen som syver efter en flot runde i fem slag under par fredag.
Men efter lørdagens runde er der nu hele ni slag op til den førende thailænder Kiradech Aphibarnrat, og det virker urealistisk, at Lucas Bjerregaard kan vende tilbage og blande sig i topstriden.
Også finalerundernes anden dansker, Morten Ørum Madsen, havde en dårlig dag på banen og faldt fra en delt 20.-plads til en plads som delt nummer 49.