Efter 19 år på den europæiske golftour, har danske Søren Kjeldsen i denne sæson taget flyveren over Atlanterhavet for at spille med på den amerikanske PGA Tour.
Starten i USA har dog været mindre vellykket, da danskeren har misset cuttet i begge de turneringer, han har deltaget i.
Men det tager bestemt ikke modet fra Søren Kjeldsen.
- Det er skønt at prøve noget nyt og starte på et nyt kapitel i min karriere. Det er noget, jeg altid har haft lyst til, så jeg glæder mig helt vildt.
Føles det næsten som at være nybegynder igen?
- Fuldstændig. Hver uge løber jeg rundt som en høne uden hoved. Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen, eller hvor rangen er. Jeg ved ikke, hvordan der bliver spillet på banen.
- Det er meget mærkeligt. Det er 25 år siden, jeg var nybegynder.
I denne weekend spiller Søren Kjeldsen sin tredje turnering i USA, når han spiller Farmers Insurance Open i San Diego, Californien.