Brødebetynget Pettersen undskylder over Solheim-ballade

Suzann Pettersen undskylder oven på weekendens ballade ved Solheim Cup.

Suzann Pettersen forsøger at komme det amerikanske hold i møde med en undskyldning oven på balladen ved Solheim Cup i weekenden. (Foto: © UWE ANSPACH, Scanpix)

Der var stor ballade på golfbanen under weekendens Solheim Cup i Tyskland, hvor en sjælden situation udspillede sig.

Amerikaneren Alison Lee skal forsøge at vinde 17. hul med et langt put, men misser hullet med en halv meters penge. Det plejer i professionel golf at betyde, at amerikaneren blot kunne samle bolden op - hvilket Alison Lee gjorde - men det var norske Suzann Pettersen ikke enig i, og det førte til, at det vigtige point ikke blev delt, men gik til europæerne.

Det underskylder hovedpersonen nu over på sin Instagram-profil.

- Jeg er virkelig ked af, hvad der skete i lørdags. Jeg undskylder meget for i kampens hede ikke at se det fra et større perspektiv. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for mit hold, men prioriterede kampen og det enkelte point før sportsmanship og golfen. Jeg føler, at jeg har svigtet mit hold, og det er jeg ked af, skriver Suzann Pettersen.

Håber på tilgivelse

Tidligere på dagen udtale den danske golfspiller Iben Tinning til DR Sporten, at hun tror, at det kunne skabe problemer for den norske golfspiller i fremtiden. Specielt med tanke på, at Solheim Cup næste gang afholdes på den anden side af Atlanten i USA. Den situation håber Suzann Pettersen på, at hun kan undgå med en undskyldning.

- Jeg håber med tiden, at det amerikanske hold kan tilgive mig og ved, at jeg har lært en vigtig lektie om, hvad der virkelig er vigtigt ved denne fantastiske sportsgren, som har betydet så meget for mit liv.

Vil gerne være rollemodel

Som eliteidrætsudøver følger der i mange tilfælde et stor ansvar med i opgaven som rollemodel. Dette gælder ikke mindst i golf, hvor det at opføre sig ordentlig og som en gentleman vægtes højt. Derfor undskylder Suzann Pettersen ikke mindst til det amerikanske hold, men også til de seere og tilskuere, som overværede hændelsen.

- Til alle fans, der så turneringen i fjernsynet. Jeg er virkelig ked af den måde, jeg opførte mig på. Jeg kan gøre det så meget bedre og det at være en rollemodel for denne fantastiske sport betyder meget for mig, skriver hun.

- Jeg vil forsøge at gribe chancen for at vinde Solheim Cup-trofæet tilbage på den rigtige måde. Og jeg vil arbejde hårdt for at genvinde jeres syn på mig som en, der spiller hårdt, men fair og spiller golf på den rigtige måde.