Danmark er en stolt golfnation. Alligevel var det aldrig tidligere lykkedes en dansker på dame- eller herresiden at vinde en turnering på LPGA eller PGA Touren.
Indtil i dag.
Her skrev Nanna Koerstz Madsen sig nemlig ind i historiebøgerne, da hun triumferede ved Honda LGPA Classic i Thailand.
Danskeren skulle gennem hele følelsesregistret og også ud i et omspil mod kineseren Xi Yu Lin, inden førstepladsen blev sikret. Derfor var der nerverne også store hos den danske golfspiller, der har vist forrygende form hele ugen i Thailand, men også imponeret i den seneste tid.
- Jeg har været meget komfortabel med mit spil de sidste uger og måneder, og jeg vidste, at der ville komme en stor sejr på et tidspunkt, siger Nanna Koerstz Madsen til Viasat Golf.
Den store sejr kom så i dag. Men det blev på ingen måde en nem opgave uden bump på vejen.
Første omspilshul delte hun og kinesiske Xi Yu Lin, men på det andet var Nanna Koerstz Madsen altså bedre end sin kinesiske modstander.
Det hele var dog ved at ende katastrofalt for danskeren. På 18. hul under fjerde og afgørende runde slog danskeren nemlig bolden ud på tilskuerpladserne og satte et forholdsvis komfortabelt forspring på to slag over styr. En kaotisk afslutning, der var tæt på at koste en dansk sejr.
Men i omspillet fik Koerstz Madsen lagt sin store fejl bag sig og tog sejren i Thailand.
Danskeren kunne juble med sin familie og venner, der stod klar på grænsværen ved det afgørende hul.
- Vi skal allerede flyve hjem i aften, men mon ikke vi kan nå at få en lille drink inden. Det var skønt at se alle folk på sidste huller, siger Nanna Koerstz Madsen til Viasat Golf.
Største danske golfresultat nogensinde
Aldrig før har vi set en golfspiller med dansk blod i årerne levere et så stort resultat. Det vurderer golfekspert, Henrik Knudsen.
- Det er det største nogensinde. Det kan der ikke være tvivl om. Selvfølgelig har vi set danskere vinde meget på Europa-touren, men det her er et skridt op.
- Det kan på ingen måde overraske med det niveau, hun har vist den seneste tid, men vi må bare sige, at der aldrig har været en dansker, som har vundet hverken på PGA-touren eller LPGA-touren, siger Henrik Knudsen.
Tilbage i august 2021 smed Nanna Koerstz Madsen sejren ved British Open på sidste hul, og da det endnu en gang var tæt på at gå galt, fik man bange aner. Men for Henrik Knudsen er det tydeligt, at Koerstz Madsen har arbejdet med nerverne.
- Havde hun tabt på 72. hul igen, havde den været sej og svær at rejse sig fra. Men at hun klarer det på den måde, og endda med en eagle, viser bare, at hun er for god til at holde væk.