At lægge bolden til rette, tage sigte og slå den et par og hundrede meter gennem luften for så at se den gå direkte i hul, kan få de fleste golfspillere til at hoppe og danse af glæde.
Forståeligt nok, for en såkaldt hole-in-one er ikke just hverdagskost i golfens verden.
Danske Emma Sofie Larsen virker dog til at have talent for den slags.
Det 20-årige golftalent fra Smørum, der spiller på college-niveau i USA, har nemlig de seneste dage formået at lave hole-in-one. Men ikke bare én - hele to gange i den amerikanske turnering, Golfweek D2 Fall Invitational.
En ganske, ganske imponerende bedrift, og golfspilleren selv var da også ved at tabe kæben, da hun slog bolden direkte i hul på sit første slag i turneringen. Og da det lykkedes igen dagen efter, kunne hun nærmest ikke tro sine egne øjne.
- I situationen stod jeg og tænkte: Hvad fanden foregår der? Er det nu, jeg skal købe en lottokupon?, siger Emma Sofie Larsen.
Danskeren, der spiller for Nova Southeastern i Florida, slog sin første hole-in-one mandag, men derefter spillede hun ikke helt, som hun havde håbet.
At golfspilleren lykkedes med at skyde bolden i hul i første forsøg igen tirsdag, var derfor en endnu større overraskelse, end det var dagen forinden.
- Jeg havde spillet som en pakke nødder inden, og da jeg så lavede min anden hole-in-one, stod jeg og tænkte, at golf er den mærkeligste sport i verden. Hvordan man kan spille så dårlig golf, og så lave hole-in-one, det ved jeg ikke, siger hun.
Men det skyldes ikke kun held, for Emma Sofie Larsen har været godt kørende, siden hun flyttede til USA.
For små to uger siden triumferede den 20-årige dansker nemlig for første gang i en turnering på college-niveau, og troen på egne evner er derfor stor.
- Jeg ved, at jeg kan slå nogle gode slag, men det var da fedt, at den gik i. Man prøver jo at gøre det hver gang, så det var bare fedt, at det skete, siger Emma Sofie Larsen.
Bedriften er bestemt bemærkelsesværdig, og Henrik Knudsen, der er golfkommentator hos Viaplay, kan da heller ikke gøre andet end at lette på hatten.
- Det er meget, meget usædvanligt. Oddsene for én er meget høje, så at lave to er dybt usædvanligt, siger Henrik Knudsen.
Sværhedsgraden kan dog variere fra hul til hul og fra turnering til turnering, fortæller Henrik Knudsen. Det skal dog ikke tage noget fra Emma Sofie Larsens bedrift.
- Vi taler stadig om mange millioners sandsynlighed. Tænk på, hvor mange tusinde golfslag, der bliver slået hver dag, siger Henrik Knudsen.
'Vi holder øje'
Eliteansvarlig i Dansk Golf Union, Claus Mølholm, erklærer sig enig med Henrik Knudsen i, at præstationen er ganske usædvanlig - og han forstår derfor også godt, hvis golfspilleren er begejstret.
- Der går mange, mange år i mellem, at det sker i samme turnering, og så er det som regel to forskellige, der gør det. Så det er ret vildt, siger Claus Mølholm.
Og der kan derfor godt gå lang tid, før en golfspiller formår at lave hole-in-one hele to gange på én turnering igen, fortæller han.
Rigtig lang tid.
- Nogle enkelte har gjort det. Men der går vel ti år igen, før der sker noget lignende, siger Claus Mølholm.
Derfor regner Claus Mølholm da også med, at holde et skarpt øje med, hvordan den tidligere ungdomslandsholdsspiller præsterer på den anden side af Atlanten det næste stykket id.
- Det ser ud til, hun gør det rigtig fint i USA, og det holder vi jo øje med. Vi har døren åben for alle, der spiller god golf, og vi kender hende jo fra tidligere.