'Det er noget skolegårdspjat!': Dansk golfprofil ryster på hovedet af temposnak

Golfspilleren Søren Kjeldsen mener ikke, at der brug for at gøre noget ekstra for at komme nogle spilleres tidsforbrug til livs.

Søren Kjeldsen kan ikke forstå de kollegaer, der mener, at der skal ændringer til for at sætte tempoet op i golf. (Foto: © GLYN KIRK, Ritzau Scanpix)

'Slid men vid, at ting tager tid', sagde salig Piet Hein, inden hans ord blev sat på plakater og puttet i Ikea-rammer tværs over det danske land.

Pointen holder vand, men sådan ser man det nødvendigvis ikke i golfverdenen.

Et golfslag burde nemlig ikke nødvendigvis være en heldagsforestilling, hvis man spørger den amerikanske stjerne og firedobbelte Major-vinder Brooks Koepka, der i længere tid har været svært irriteret over sine kolleger, der glædeligt lader uret løbe et par runder, inden jernet finder bolden.

Det samme er engelske Matt Fitzpatrick, der for en lille måned siden for alvor åbnede op for posen, da han sejrede ved RBC Heritage.

Undervejs havde briten spillet bag verdensranglistens nummer fire, Patrick Cantlay, der tog sig rigtig god tid.

Patrick Cantlay er af flere spillere blevet kritiseret for at være overskride reglerne. (Foto: © Mike Ehrmann, Ritzau Scanpix)

Så god tid, at det gik viralt, da han brugte knap tre minutter på et slag undervejs.

Fitzpatrick regnes som en af de "hurtigste" spillere i golf, men selv om han vandt turneringen, så var han alligevel irriteret efterfølgende.

- Diskussionen fortsætter år efter år, men ingen gør nogensinde noget ved det. Jeg har stærke holdninger til det, men det er som at slå sit hovede ind i en væg. Ingen bliver straffet, og det er frustrerende at vente så længe, lød det fra Matt Fitzpatrick.

Reglerne er klare

Siden da har diskussionen fortsat i golfens verden, hvor selveste Jack Nicklaus, en af sportens absolut største, har givet sin holdning til kende.

- Det er ikke særlig rart at se nogen stå ved bolden i en halv time. De er nødt til at statuere et eksempel og holde fast, lød det fra 83-årige Nicklaus.

Reglerne på PGA Touren er dog krystalklare. En runde golf skal spilles i et "hurtigt tempo", og man har således 40 sekunder til at få klaret sit slag.

50 sekunder, hvis bolden ligger et sted, som kræver ekstra opmærksomhed.

Holder man sig ikke inden for tidsgrænsen, vil en dommer gøre spilleren opmærksom på forseelsen. Gentager man unåden falder straffen - på papiret.

Brooks Koepka har selv tilbudt at spille med skudur, så han kan blive straffet, hvis han bruger mere end 40 sekunder. (Foto: © Charles Laberge/LIV Golf, Associated Press)

Der er dog gået hele 28 år, siden en spiller senest blev straffet for at spille for langsomt på PGA Touren, og derfor har Brooks Koepka tidligere tilbudt sig som martyr for at få dommerne på banen.

- Jeg har tilbudt at spille med et skudur, men det ser ikke ud til at virke, for der er ingen, som vil straffe nogen. Hvis jeg bruger over 40 sekunder, så straf mig. Jeg vil gerne være forsøgskanin, for der er brug for at ske noget.

Skolegårdspjat, der ikke ændrer noget

En smule mere tilbagelænet er Søren Kjeldsen, den nordjyske golfspiller, der i 25 år har snuset rundt på verdens golfbaner.

Han har ikke meget andet end hovedrysten tilovers for diskussionen om tempo.

- Den overordnede udfordring er, at vores spil er langsomt. Så vi skal være opmærksomme på, at det ikke bliver langsommere.

- Der bliver bare lidt skolegård over det, og mange synes, at det er meget smart at spille hurtigt. Det er de børn, der spiller langsomt, vi så ikke kan lide. Det er lidt pjattet, for når vi spiller turneringer, så er der 156 spillere, og så banen er fyldt, siger Søren Kjeldsen.

Det behøver ikke være med fynd og klem, når golfspillere går på arbejde, siger Søren Kjeldsen. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Den danske golfspiller har heller ikke oplevelsen af, at der bliver spillet langsommere nu, end der gjorde for 25 år siden, da han først kom frem.

Til gengæld mærker han på Europa Touren, som nu hedder DP World Tour, at reglerne bliver håndhævet bedre, end det tilsyneladende er tilfældet på PGA Touren.

- Hvis ikke du holder afstanden til gruppen foran, så kommer der en dommer ud. I USA har de så ikke gjort så meget ud af det som i Europa, hvor dommerne er meget strikse.

- At Patrick Cantlay er langsommere end de fleste, det skal man holde øje med og få styr på, men runderne bliver ikke hurtigere af, at han spiller hurtigere, for banen er fuld. Han kommer stadig til at stå og vente, siger Søren Kjeldsen.

Det er deres egen udfordring

For Søren Kjeldsen er der en mere nuanceret diskussion, som er værd at tage, når det kommer til at holde tempoet oppe.

For i takt med, at udstyret bliver bedre og bedre, at bolden flyvere længere, så bliver banerne også tilsvarende længere, og så går tiden med det.

Derfor han svært ved at se, at det skulle ændre på særlig meget, at enkelte spillere bruger et vist antal sekunder på at få sat kuglen i spil.

- Hvis nu man er en hurtig og utålmodig type, så er det en udfordring, som man må lære at tackle, for grundlæggende kommer det ikke til at gå hurtigere. De kan brokke sig fra nu af til juleaften, men det gør ikke nogen forskel.

- Cantley bliver gjort til den store skurk, men det er noget pjat, for hans langsomhed ændrer ikke på noget, siger Søren Kjeldsen.