Ingen telefoner, men tusindvis af privatfly: Her er 7 ting, der gør the Masters unik

The Masters er én af de største golfturneringer af flere grunde. Læs om nogle af de skøre facts om turneringen her.

En fan har lavet en hat af Masters-billetter, som ellers er tæt på umulige at få fat i. (Foto: © Nicholas KAMM, Scanpix Denmark)

Hvert år er the Masters ét af de helt store højdepunkter for golf-spillere og fans fra hele kloden. Kampen om den grønne jakke bringer det bedste frem i de bedste spillere, og tilskuere i tusindvis flokkes til den legendariske bane Augusta National Golf Club for at se golf i verdensklasse.

Og selvom the Masters 'kun' er én af fire majors i golf, så er der alligevel noget helt specielt over turneringen, som her til eftermiddag tager hul på den næstsidste runde.

Turneringen er den eneste, der hvert år bliver spillet på den samme bane, og det skaber nogle helt ekstraordinære rammer i og omkring turneringen.

Vi har udvalgt 8 skøre nedslagspunkter, der gør the Masters så unik.

1

Privatfly i hobetal

Billede fra Augusta Regional Airport, der i disse dage er propfyldt med privatfly.

Med blot seks gates, to landingsbaner og fire indenrigsdestinationer at vælge imellem er Augusta Regional Airport bestemt ikke én af de lufthavne, rejselystne amerikanere normalvis valfarter til og fra, når ferien rammer.

Men når vi rammer starten af april, er alting anderledes.

Hvert år indtages lufthavnen af golffans i privatfly, og det anslås, at der i disse dage er parkeret mellem 1.500 og 1.600 privatfly på og omkring lufthavnens område.

Alle for at se de bedste golfsspillere folde sig ud på den ikoniske bane, Augusta National Golf Club, som i denne weekend lægger græs til major-turneringen the Masters.

Hvert år må lufthavnen ansætte i omegnen af 100 nye medarbejdere for at sikre, at flytrafikken forløber, som den skal. Op mod 35.000 personer lander i Augusta Regional Airport under Masters-ugen.

Derudover anslås det, at privatflyene alt i alt bruger i omegnen af 200 millioner liter benzin på at fragte gæster til og fra Augusta.

2

Noget nær umuligt at få en billet

The Masters er voldsomt populær. Især når Tiger Woods indtager den legendariske bane. (Foto: © MIKE SEGAR)

For at få en billet til the Masters skal du vinde i lotteriet. Ja, bogstaveligt talt.

I de første tre uger af juni året før turneringen kan man skrive sig op og ansøge om billetter, og en måned senere får man så svar.

Sidste år blev det anslået, at der var lidt over en halv procents chance for at få én billet til én dag. 0,55 procents chance for at være helt præcis.

Så har du en drøm om at se the Masters i 2024, så sæt kryds i kalenderen. Eller, vent. Datoerne skifter nemlig, så du kan faktisk ikke regne med, at det hedder juni i år.

Well. Good luck!

3

Gang i shoppen

Hele ugen er der gang i shoppen på Augusta-banen. (© (Screendump fra Twitter))

Med tanke på, hvor svært det er at få billetter, så er det heller ingen overraskelse, at tilskuerne... hov, det må man ikke kalde dem, men det vender vi tilbage til senere. At tilskuerne gerne vil have et bevis på, at de har været på den ikoniske golfbane.

Derfor er der hele ugen alenlange køer til det ultrapopulære merchandise.

Knap 480 millioner kroner sælger shoppen for i løbet af Masters-ugen, hvilket svarer til knap 1.900 kroner i sekundet.

4

Medlemsskab? Drøm videre

Condoleezza Rice (tv) med sin grønne jakke i selskab med Rory McIlroy og Caroline Wozniacki på Augusta-banen. (Foto: © Mark Blinch)

Det er ikke kun en eksklusiv oplevelse at få lov til at se golf på Augusta National Golf Course, det er bestemt også en eksklusiv oplevelse at få lov til at spille på den.

Klubben har kun 300 registrerede medlemmer, og du kan ikke søge om medlemskab - du skal inviteres. Startgebyret for at blive medlem er der ikke rigtig nogen, der ved, hvad er, men flere aviser skriver, at det ligger mellem 300.000 og 1.400.000 danske kroner. Ja, rimelig vidt spænd.

Skulle det lykkes dig at blive en del af klubben, så slipper du med at betale i omegnen af 50.000 kroner om året for at spille så meget, du vil, og så er det nogle prominente skikkelser, du risikerer at møde, når du lige skal have en grilled cheese-sandwich i caféen på vej til de sidste ni huller.

Bill Gates, Warren Buffet og Condoleezza Rice er blot nogle få af de personer, som er medlemmer.

Og apropos Condoleezza Rice, så blev den tidligere amerikanske udenrigsminister sammen med erhvervskvinden Darla Moore de første kvinder til at blive medlemmer af Augusta National Golf Club efter 80 år uden kvindelige medlemmer.

5

Hvert hul har et botanisk navn

Jordan Spieth på 13. hul, også kaldet Azalea, ved the Masters i 2018. (Foto: © MIKE SEGAR)

Augusta-banen er ikke kun attraktiv, fordi det er de færreste, der får lov at spille på den. Den er også attraktiv, fordi den er et syn for guder.

Hvert hul er prydet af enten blomster eller buske, og den botaniske betydning for banen finder man også i navngivningen af de 18 huller.

Hvert hul har nemlig taget navn efter den blomst eller busk, som gror omkring hullet.

For eksempel hedder hul 4 Flowering Crab Apple, mens vi også har både White- og Pink Dogwood.

Siden banens oprindelse er der blevet sået omkring 80.000 planter.

6

Ingen telefoner

Tilskuerne må bruge mønttelefoner, når de skal ringe hjem, fordi man ikke må have telefoner med på banen. (Foto: © Christian Petersen, 2023 Getty Images)

Ønsker du som tilskuer til the Masters at tage et billede med telefonen af de mange smukke blomster, så bliver du slemt skuffet.

Det er nemlig ikke lovligt at medbringe sin telefon på banen, så spillerne behøver ikke at frygte for hverken blitz eller en telefon, der ringer, midt i et putt.

Det betyder dog ikke, at du ikke kan ringe hjem, hvis du er forsinket til aftensmaden. Arrangørerne har nemlig sørget for mønttelefoner ved klubhuset.

7

Begrænset sprogbrug

Gary McCord (mf) her i selskab med to tidligere Masters-vindere, Phil Michelson (tv) og Fred Couples (th). (Foto: © JOHN L. RUSSELL, Associated Press)

Udover at arrangørerne ikke ønsker, at spillerne skal kunne blive forstyrret af telefoner, så hænger forbuddet også sammen med en vis etikette forbundet med the Masters. En etikette som rettighedshaverne også har måtte sande, bliver taget meget seriøst.

Ifølge New York Times blev den legendariske CBS-kommentator og tidligere golfsspiller Gary McCord bandlyst fra turneringen for følgende citat:

'De klipper ikke greens her på Augusta. De giver dem en bikinivoks'.

McCord var indtil for ganske nylig stadig en del af CBS'golf-dækning, der i øvrigt stadig involverer the Masters, men arrangørerne har aldrig forbarmet sig over ham, og her næsten 30 år efter har McCord stadig karantæne.

Derudover må kommentatorer heller ikke kalde tilskuere for 'fans' eller 'spectators'. De skal kaldes 'patrons', som oversat til dansk betyder noget i stil med en værdsat kunde.

Årets turnering er indtil videre forløbet uden drama, og det bliver spændende at se, hvem der sent søndag aften dansk tid kan iklæde sig den grønne jakke som vinder af the Masters 2023.

Lige nu fører amerikaneren Brooks Koepka. Han er 12 slag under par.