Ryder Cup endte med en overbevisende sejr til USA på 17-11 over Europa. Men det var tilsyneladende ikke kun inde på banen, at amerikanerne formåede at gøre livet surt for sine modstandere.
I hvert fald har en stribe af de europæiske spillere efterfølgende beklaget sig over publikums opførsel på Hazeltine National-banen i Minnesota.
- Ikke en undskyldning for mit dårlige spil. Men det viser sig, at nogle fans ikke ved, hvornår man skal stoppe, lød det fra englænderen Danny Willett, siger han ifølge The Mirror.
Særlig Willett var udsat for publikums hån og tilråb undervejs, fordi hans bror inden turneringen havde skrevet nedladende og generaliserende om amerikanere som folkefærd, der tvang ham ud i en offentlig undskyldning.
I det hele taget er Ryder Cup en golfturnering, hvor der er mindre tilbageholdenhed fra både tilskuere og spillere end man ellers oplever i den konservative sport.
Også nordireren Rory McIlroy fik undervejs den tvivlsomme fornøjelse at være i tilskuernes fokus. Blandt andet med tilråb om hans forliste forhold med Caroline Wozniacki, som han tog i højt humør, men også ukvemsord, som fik ham til at bede om at få en tilskuer smidt ud.
Øl fra morgenstunden
Alligevel maner han i god tid til besindighed forud for revanchen i Frankrig i 2018.
- Først og fremmest vil vi ikke opfordre til gengæld. Det er ikke, hvem vi er. Vi vil spille den her turnering på den facon, som den bør spilles. Mellem 12 spillere på det her hold og de 12 spillere på USA-holdet.
- Vi har intet problem med nogen som helst på nogle af holdene. Det er bare en lille minoritet. 95 procent af alle derude er helt igennem fantastiske, det er de virkelig, siger Rory McIlroy til samme medie.
Han placerer en del af skylden for tilskuernes opførsel på deres tørst efter øl.
- Vi spiller uge efter uge på PGA Tour (turneringer i USA, red.), og de kunne ikke være sødere mod os. De tager imod os som deres egne.
- Men i denne uge er det til tider gået for langt. Men ved du hvad, det må forventes. Når man slår ud klokken 7.35 om morgenen, og man ser folk med deres første øl ved tee’en, og kampene først slutter klokken halv fem – fem om aftenen, så ved jeg, at jeg ville være færdig på det tidspunkt. Jeg ved ikke, hvad jeg ville finde på at sige, slutter Rory McIlroy.