Den danske golfspiller gik for anden dag i træk de 18 huller i 64 slag, seks slag under banens par.
Kjeldsen sluttede godt af med fire birdies på de sidste otte huller, hvilket var stærkt medvirkende til at bringe ham alene i spidsen.
Med samlet 128 slag har Søren Kjeldsen i øjeblikket et forspring på et slag til nummer to, australieren Wade Ormsby.
Mange spillere mangler endnu at færdiggøre runden, men Søren Kjeldsen kommer uden tvivl til at ligge godt til i toppen før weekendens finalerunder.
Flere danskere videre
Lucas Bjerregaard kan også se frem til at være med i weekenden.
Efter en runde i 68 slag ligger han i øjeblikket delt nummer 14 i 134 slag.
Lasse Jensen har samlet brugt 136 slag, mens Anders Hansen er et enkelt slag dårligere. Begge ser dog ud til at klare finalecuttet.
Morten Ørum Madsen brugte 64 slag i første runde. Han har kun spillet få huller fredag.
Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen er også i aktion endnu. De skal kæmpe for at komme over cutgrænsen, efter at de begge brugte 70 slag på førstedagen.
/ritzau/