Søren Kjeldsen stadig flyvende i stor golfturnering

Den danske OL-deltager gik anden runde i tre slag under par og er nu på en delt tredjeplads.

Søren Kjeldsen viser storspil i den prestigiøse turnering The Open. (Foto: © SAM GREENWOOD, Scanpix)

Golfspilleren Søren Kjeldsen har bidt sig fast i den absolutte top i majorturneringen British Open.

En anden runde i 68 slag - tre under par - betyder, at danskeren er på en delt tredjeplads med tre slag under par. Der dog stadig folk på banen.

Kjeldsen indledte torsdag med at gå Royal Troon-banen i fire slag under par og fulgte op med en stabil runde fredag, der bød på tre birdies og slet ingen bogeys.

Det er fortsat amerikaneren Phil Mickelson, der fører turneringen. Amerikaneren imponerede stort ved at tangere banerekorden på 63 slag på førstedagen og ser ud til at fastholde et komfortabelt forspring i toppen.

For både Mickelson og Kjeldsen kan det være en fordel, at de var tidligt i gang med anden runde, for der er lovet regn og blæst over den skotske bane i løbet af dagen.

Fredag eftermiddag er Thorbjørn Olesen stadig i gang med at forsøge at klare cuttet til weekendens finalerunder.

Definitivt ude er turneringens tredje dansker, Lasse Jensen, der gik anden runde i fire slag over par og sluttede i alt 11 slag over.

/ritzau/