I Silkeborg Ry Golfklub blev Thomas Bjørn tildelt prisen som årets goldspiller i Danmark i 2014 og modtog som synligt bevis herpå ’Den Gyldne Golfbold’.
Thomas Bjørn vandt i december 2013 Netbank Golf Challenge i Sydafrika – en turnering som var en del af del af 2014-sæsonen, ligesom han i løbet af 2014 også opnåede en række flotte resultater i bl.a. en 8.-plads i US Masters.
- Der kommer et tidspunkt i ens karriere, hvor man begynder at overveje, om sådan nogle ting her sker igen. Der er så mange nye spillere på vej i dansk golf.
- Den ting, som jeg er mest stolt over i min karriere til dags dato er, at jeg efter 12 års fravær sidste år kvalificerede mig til det europæiske Ryder Cup-hold. Det var noget som jeg selv tvivlede på skulle ske igen. Turneringssejren i Sydafrika med så stærkt et felt bragte mig 10-15 år tilbage i tiden og varmede om hjertet, lyder det fra Thomas Bjørn.
Har leveret noget specielt
Thomas Bjørn har tilhørte golfeliten i over 20 år, og har de senere sæsoner efter en række mindre gode år igen ramt sit topniveau.
- Jeg takker mange gange for den støtte, som jeg får. Hver gang at man står med den her pris i hånden, så ved man, at man har leveret noget specielt. Specielt i disse tider, hvor dansk golf står så stærkt, slutter Thomas Bjørn.
Det var sjette gang i karrieren, at Thomas Bjørn modtog 'Den Gyldne Golfbold'. Også i 1995, 1996, 1997, 1998 og 2011 gik hæderen til silkeborgenseren.
'Den Gyldne Golfbold' uddeles af Sportsjournalisternes Golf Klub og blev indstiftet i 1966.