Tiger Woods opereret: Ude resten af året

Smerter i ryggen blev for meget for golflegenden, der har gennemgået et indgreb i ryggen.

Tiger Woods er endnu engang blevet opereret i ryggen og må holde pause resten af året. Dermed skulle der blive lidt mere tid til eksempelvis at se tennis, ligesom han gør på billedet her. Det er nemlig taget under US Open, hvor Fabio Fognini mødte Rafael Nadal. (Foto: © JOHN G. MABANGLO, Scanpix)

Den amerikanske stjerne Tiger Woods kommer ikke til at spille turneringsgolf resten af året.

Det oplyser den 14-dobbelte majorvinder fredag på sin hjemmeside, efter at han på ny er blevet opereret i ryggen.

Operationen, som blev foretaget onsdag, er af samme type, som den Woods var igennem tilbage i foråret 2014.

- Det er bestemt skuffende, men jeg er en fighter. Jeg har fået at vide, at jeg vil komme mig fuldt og helt, og det føler jeg mig også overbevist om, skriver han.

Woods, der tidligere var i en klasse for sig selv på alverdens fairways og greens, har haft et par miserable sæsoner.

Blandt andet har han i 2015 misset cuttet i tre majorturneringer i træk og spillet sin værste runde som professionel nogensinde med en 85'er.

Operationen gik godt

Ryggen har længe hindret Woods i at slå til bolden uden smerte, men nu er ubehaget i ryggen blevet så stort, at en operation igen var nødvendig.

Tidspunktet for pausen betyder dog, at den tidligere verdensetter kun går glip af tre planlagte turneringer resten af 2015.

- På grund af den kommende lavsæson er beslutningen om at fjerne et fragment fra disken, som klemte en nerve i ryggen, taget, siger neurokirurg Charles Rich, der også stod for Woods' operation for halvandet år siden, til hjemmesiden.

- Operationen var en succes, og han blev udskrevet torsdag aften, siger Charles Rich.

Woods ligger for tiden nummer 283 på verdensranglisten.

/ritzau/