VIDEO Dansk golfstjerne jagter endnu en Europa Tour-sejr

Thorbjørn Olesen vil følge op på sin sejr i Skotland med at vinde en af de sidste fire turnering i sæsonen.

Thorbjørn Olesen vil bygge på sin seneste succes.

I starten af måneden sikrede Thorbjørn Olesen sig karrierens indtil nu største sejr, da han vandt Alfred Dunhill Links Championship i Skotland.

En operation i hånden har holdt den danske golfspiller væk fra græsset hele foråret, og vejen tilbage har bestemt ikke været let for Olesen.

- Det var meget frustrerende, og jeg fortalte mig selv, at jeg bare skulle blive ved med at kæmpe og træne lige så hårdt, som jeg altid har gjort. På et eller andet tidspunkt skal det nok komme, siger Thorbjørn Olesen.

Den indstilling til modgang kastede en Europa Tour-sejr af sig, og nu har danskeren fået blod på tanden. Han vil vinde igen, inden sæsonen er slut.

- Jeg har ikke vundet to på en sæson, og det er et af mine mål. Så nu har jeg fire muligheder, og det motiverer mig meget, og det er målet.

Der mangler fire turneringer i denne sæson af Europa Tour’en. Sidst i oktober gælder det Turkish Airlines Open, mens november byder på to turneringer i Kina og en i De Forenede Arabiske Emirater.