Aalborg fik nedlagt en af de store: En kæmpe forløsning

Martin Larsen kalder det en forløsning, at det endelig lykkedes for Aalborg at besejre et af de store hold i Champions League.

Aalborg har flere gange været neglebidende tæt på at skrabe point sammen mod de store hold i Champions League.

Helt snævre nederlag til Flensburg-Handewitt, Kiel og Kielce var svære at sluge for det danske mesterhold, der før kampen mod Veszprem lå i bunden af tabellen med to point for syv kampe.

Derfor var dagens sejr på 29-26 over det ungarske mandskab også en af den slags, der faldt på et tørt sted i den sejrshungrende spillertrup.

- Det er helt fantastisk. Det er faktisk en kæmpe forløsning for os. Vi har været så tæt på så mange gange nu, men vi har haft en tro på, at det nok skulle komme, så det var dejligt, at den kom i dag, siger højre back Martin Larsen.

De 3267 tilskuere i Aalborg fik en fornøjelsen af en tæt affære, hvor hjemmeholdet nok var foran stort set fra første fløjt, men det var hele tiden med en flok hidsigt jagende Veszprem-spillere i hælene.

- Jeg synes, at det var sjovt at spille i dag med en god kulisse og god stemning i hallen. Vi kommer med et super fedt udtryk igennem hele kampen og tror på, at vi kan slå dem på trods af skader, siger Martin Larsen videre.

En mand i overtal

Den nordjyske skadesliste udgjorde en hæmsko for træner Aron Kristjansson, der til kampen måtte finde løsninger uden Patrick Wiesmach, Arnor Atlason, Tobias Ellebæk og Sebastian Barthold.

En mandefald, der gjorde, at Aalborg i store dele af kampen spillede angrebene med en ekstra markspiller på banen i stedet for målmanden.

En plan, der viste sig at være særdeles velfungerende.

- Vi har bare set på, hvordan vi udnytter, at vi er så få mand, og det koster ikke så meget at spille syv mod seks. Vi får spillet den rigtig godt rundt, og det er sjældent, at vi ikke får en god afslutning på dem, siger Martin Larsen, der nu ser frem til at tage et kig på stillingen i gruppe B, hvor der kun er ét point op til sjettepladsen og videre avancement.

- Det er super dejligt, at vi kan se, at der ikke er længere op, end at det kan lade sig gøre, siger han.

Stillingen i gruppe B

Aalborgs næste opgave i Champions League er mod det franske storhold Paris Saint-Germain.