BSV på svær opgave i Paris: Vi skal spille over evne

Bjerringbro-Silkeborg skal på en svær opgave mod Paris, hvor især Mikkel Hansen bliver svær at stoppe.

Michael V. Knudsen forventer en meget svær kamp mod Paris. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Der venter Bjerringbro-Silkeborg en svær opgave i Champions League, når det lørdag gælder Paris Saint-Germain på udebane. De franske verdensstjerner må siges at have favoritværdigheden, og BSV-stregen Michael V. Knudsen erkender også, at der skal noget til, hvis danskerne skal have point.

- Kampen bliver mod Paris bliver ekstremt svær. Det er et af verdens bedste hold i øjeblikket, som spiller bedre og bedre. Det bliver en meget, meget svær opgave for os, siger Michael V. Knudsen til DR.

- Paris skal spille en lidt dårlig kamp, og vi skal spille næsten over evne, hvis vi skal få point ud af den her kamp. Vi tror selvfølgelig på det, og spiller vi optimalt, så er det heller ikke umuligt. Men rigtig mange ting skal gå vores vej, før vi har en chance, siger han.

Verdens bedste Mikkel

En af Paris’ allerstørste stjerner er verdens bedste håndboldspiller, danske Mikkel Hansen, og det er ikke en spiller, BSV regner med at kunne bremse.

- Det er svært at gøre ret meget ved Mikkel. Han er en fantastisk spiller. Han kan rigtig mange ting, og så er han god til at sætte sin medspillere op til gode chancer. Det er en svær spiller at lave en taktik imod. Vi kan prøve at stresse ham lidt i afslutninger, men at få ham helt ud af kampen, det lader sig ikke gøre. Det kan man ikke. De har så mange gode spillere, at det kan åbne for en anden.

Du kan ses kampen mellem Paris og BSV direkte på DR3 fra klokken 20.25.