Der er formentlig kun én dansker i verden, der ikke håber, at GOG gør det umulige i aften, og slår FC Barcelona med mere end syv mål i aftenens returkamp i Champions Leagues kvartfinale i håndbold.
Navnet på den person er Emil Nielsen, og den 26-årige aarhusianer står til dagligt mellem stængerne i netop Barcelona. En af verdens absolut største håndboldklubber.
Den sprællende målmand har været i den spanske håndboldklub siden i sommer, og er lynhurtigt blevet bekendt med det pres, der er forbundet med at spille i den klub, der har vundet Champions League de seneste to sæsoner.
- Der findes ikke en tungere trøje end den her, og det kan jeg virkelig mærke nu. Der er et enormt pres. Der er ikke noget, der hedder at tabe. Vi går ind med den forventning, ikke bare indstilling, men forventningen om at vinde, siger Emil Nielsen til DR Sporten.
Vindermentaliteten passer da også landsholdsaspiranten glimrende. I sin karriere har Emil Nielsen ikke spillet på et hold, der var den altoverskyggende favorit til et nationalt mesterskab.
Jovist er Skjern og Nantes store klubber i Danmark og Frankrig. Men der er nogle andre hold, der som regel tager sig af guldmedaljerne.
I Spanien er der ét hold - FC Barcelona - som cruiser igennem den hjemlige liga og har vundet samtlige mesterskaber siden 2011.
- Jeg synes egentlig, at jeg trives rigtig fint i det. Det er en fornøjelse at være en del af et hold, der er så dominerende, siger målmanden.
- Men jeg skal være ærlig at sige, at den franske liga var sjovere, fordi der var mere på spil. Der er ikke så mange sommerfugle i maven til ligakampene længere.
FC Barcelona ligger nummer 1 i den spanske Liga ASOBAL med 26 sejre ud af 26 mulige.
Barcelonas målscore i ligaen hedder desuden +334, hvilket bevidner om, at de hjemlige opgør relativt hurtigt mister sin spænding.
Spændingen får spillerne derimod i Champions League - og ikke mindst i den daglige træning, hvor man ikke skåner sig selv og hinanden.
- Det kan godt være, at folk siger, at det er slidsomt at spille i Tyskland og Frankrig, men jeg har meget mere ondt i kroppen nu, end da jeg spillede i Nantes. Jeg har aldrig nogensinde trænet så hårdt, som vi gør med Barcelona, siger Emil Nielsen.
Barcelona er den fedeste by
I det spanske har den danske målmand efter eget udsagn og gjort det udmærket. Han deler spilletiden ligeligt med den spanske landsholdsmålmand Gonzalo Perez De Vargas, og i Champions League har det kastet en redningsprocent på 30,91 af sig. Den sjette bedste redningsprocent af alle målmænd i turneringen.
Det er noget, som landstræner Nikolaj Jacobsen har lagt mærke til, hvorfor den 26-årige målvogter var udtaget ved seneste landsholdssamling. Og hvorfor skulle han ikke det? Han spiller jo i en af verdens allerbedste klubber.
Slutrundedebuten for landsholdet har han fået ved VM i 2021, hvor det blev til en enkelt kamp. Men skiftet til Barcelona skete ikke med henblik på at sætte sig i en bedre position til landsholdsudtagelser.
- Jeg har hele mit liv syntes, at Barcelona var den fedeste klub i verden og nok også den fedeste by i Europa, så det har ikke været landsholdet, der har trukket i, at jeg skulle til Barcelona, siger Emil Nielsen.
- Jeg ved heller ikke, hvor mange kampe fra den spanske liga, Nikolaj (Jacobsen red.) ser, så med landsholdsøjemed var det måske mere favorabelt at tage til Tyskland. Men jeg tænker, at hvis man gør det godt i Barcelona, har man gjort noget rigtigt, siger Emil Nielsen.
Vejen til den største håndboldadresse i verden har måske ikke været lige til eller lynhurtig. Men den er derimod gået i lige præcis det tempo, som den skulle, mener Emil Nielsen, der stadig husker ligadebuten som 16-årig for Århus Håndbold.
- Jeg kan huske, at jeg havde et skud på mål, som røg ud til indkast.
- Jeg synes, at det skridt for skridt er gået den fuldstændig rigtige vej. Så at jeg står her som 26-årig i verdens største klub, som jeg tillader mig at kalde den sammen med Kiel, det er jeg skidestolt over. Det havde jeg nok ikke regnet med som 16-årig, siger målmanden.
Ked af at skuffe danske fans
Med FC Barcelona som arbejdsgiver får man også stor opmærksomhed, når man kommer hjem til de danske håndboldhaller.
Det mærkede Emil Nielsen, da storholdet besøgte GOG i den første kvartfinale, som catalanerne vandt med 37-30.
Da målvogterens navn blev råbt op, og han løb på banen, var det til både jubel og klapsalver. Noget, som han ikke regnede med, efter at have spillede drabelige opgør som ungdomsspiller mod netop de håndboldgale sydfynboer.
- Jeg har altid følt, at jeg har haft et rivaliserende forhold til GOG. Også gennem ungdomsårene. Vi havde voldsom DM U16-finale, hvor de havde masser af tilskuere, som var grove, men det var skidesjovt. Så jeg var lidt overraskset over, hvordan de tog imod til kampen. Det var utrolig fedt, siger Emil Nielsen.
- Så var jeg ked af efter kampen, at vi havde så travlt, for der var utrolig mange, der gerne ville have en autograf. Men det havde vi ikke tid til, og det var jeg utrolig ked af.
Om Emil Nielsen må skuffe de danske fans igen i aften, når FC Barcelona har mulighed for at sende GOG ud af Champions League i returopgøret i Spanien, kan du følge med i fra kl. 20.45 på DR.dk eller i LIGA på P4.